Nye forretningsområder til kendt auktionsfirma

Auktioner. Dansk Auktion og Maskinsalg, DAM, åbner senere på året internet-butik og ny portal for internetauktioner.

Et af landets største auktionshuse for salg af maskiner og andet produktionsudstyr, Dansk Auktion og Maskinsalg, DAM, i Stoholm har helt nye internet-initiativer i støbeskeen.

Inden årsskiftet etablerer det jyske auktionshus sin egen internet-butik og en ny portal for internetauktioner, oplyser Jens Peder Lynderup, der er DAMs ansvarlige for salg og markedsføring.

Han ønsker til gengæld ikke at præcisere, hvad de to initiativer kommer til at rumme udover, at der bliver tale om en udvidelse af DAMs forretningsgrundlag.

I forvejen har virksomheden et indgående kendskab til handel og auktioner via nettet.

Godt nok er DAM først og fremmest kendt for sine fysiske auktioner, men de var blandt de første auktionshuse til at introducere parallelle auktionskataloger på nettet, hvorfra byderne forlods kunne afgive bud uden fysisk at være til stede på den aktuelle auktion.

Buddene skulle efterfølgende konkurrere med de bud, der kom på selve den fysiske auktion.

De positive erfaringer fra de netbaserede bud fik i december DAM til at introducere en helt ny og ren internet auktion, hvor de sælgende virksomheder selv kunne lægge varer ud på auktionen uden at skulle fragte dem til DAMs adresse.

Sælgerne bestemmer også selv, hvornår der er deadline for den enkelte auktion. Siden introduktionen er der gennemført små 1.200 auktioner via den nye tjeneste.

Tiltrækker nye sælgereIfølge Jens Peder Lynderup har de hidtidige erfaringer med netauktionerne rummet en overraskelse.

- Vi havde regnet med, at mange virksomheder ville bruge net-auktionerne til at komme af med deres brugte maskiner og udstyr, men det har i stedet vist sig, at netauktionerne først og fremmest har tiltrukket sælgere med helt nyt udstyr, fortæller han.

Hans eget bud på en forklaring er, at de sælgende virksomheder har været så godt tilfredse med udbyttet af de fysiske auktioner, at de ikke har følt sig fristet af den nye mulighed for handel.

- Det er jo meget nemt for en sælger at benytte en fysisk auktion. Man afleverer jo sådan set bare sine varer hos os, hvorefter vi tager os af resten, tilføjer han.

Niels Peder Lynderup erkender, at man hos DAM ikke har haft ressourcer til at gøre en ekstra indsats for den nye, rene internet-baserede auktion.

Forklaringen er dels, at antallet af fysiske auktioner nu er sat op fra seks til otte på årsplan. Samtidig har de nye initiativer kostet en del kræfter i organisationen.