Nye forhandlinger om færøsk regering

Efter adskillige dages stilstand i forbindelse med forsøgene på at danne et nyt landsstyre på Færøerne, blev der i aften i Torshavn nu igen begyndt realitetsforhandlinger om en regeringsdannelse.

De tre partier i den nuværende koalition - Folkeflokken, Republikanerne og Selvstyrepartiet - satte sig til forhandlingsbordet med det lille Centerparti, der har ét mandat i Lagtinget. En landsstyrekoalition bestående af disse fire partier tæller tilsammen et spinkelt flertal på 17 ud af Lagtingets 32 mandater.

Færøernes lagmand Anfinn Kallsberg siger til Færøernes Radio, at han fortsat helst vil have en regering med et bredt parlamentarisk flertal bag sig. Men samtidig gør han det klart, at et forsøg på at danne en regering med de fire partier, der nu har sat sig til forhandlingsbordet, må stå sin prøve.

/ritzau/