Nye boliglån skubber unge ud af hovedstaden

2003 blev et godt år for alle, der ejer fast ejendom. Priserne steg kraftigt, og samtidig blev der handlet mere end set længe. Men for unge ligger boligdrømmen efterhånden langt fra hovedstaden.

Nye boliglån skubber unge ud af hovedstaden - 1
Læs mere
Fold sammen
En cocktail af de nye afdragsfrie lån, høj beskæftigelse og lav rente sparker yderligere til de i forvejen rekordhøje boligpriser. Dermed er drømmen om en villa i hovedstadsområdet reelt et fatamorgana for langt de fleste af de unge familier, som endnu ikke har gjort deres entre på boligmarkedet.

»Udviklingen viser klart, at de afdragsfrie lån har haft indflydelse på priserne. Det er godt for dem, som allerede har købt fast ejendom, fordi de får en ny gevinst på deres bolig, men naturligvis et stort problem for dem, som gerne vil ind på markedet,« siger Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Nye tal fra Realkreditrådet viser, at prisstigningerne på fast ejendom først og fremmest har været til glæde for boligejerne i den østlige del af Danmark. For villaer har specielt tre områder haft prisstigninger over gennemsnittet:

Selve København: Her vil prisstigningerne tilsyneladende ingen ende tage. I sidste kvartal steg priserne med seks pct., og på årsbasis er stigningen oppe på 11 pct.

Whisky-bæltet: Blandt landets ni dyreste kommuner har syv af dem haft væsentlige prisstigninger i fjerde kvartal.

Vestsjælland: Mange familier har ikke råd til at bo i hovedstadsområdet og er derfor i stigende grad begyndt at slå sig ned i de større købstæder uden for HT-området.

»Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at de afdragsfrie lån har haft betydning for boligpriserne. De store prisstigninger i hovedstadsområdet har samtidig haft betydning for priserne på både fritidshuse og ejerlejligheder. Når friværdien i villaen stiger, er der bedre råd til et sommerhus og til at finansiere en ejerlejlighed til barnet,« siger BRFkredits cheføkonom, Jens Chr. Nielsen.

Selv om 2003 var et godt år for boligejerne, bliver 2004 endnu bedre. Økonomer fra øst og vest varsler i hvert fald prisstigninger på snart alle former for fast ejendom.

»Lejligheder især i større byer vil stige mest. Men ellers er der nu en tendens til, at huse lidt uden for København stiger mere, end i Nordsjælland og andre dyre steder. Det skyldes, at især unge familier søger længere og længere væk for at få råd til en bolig,« siger økonom i Realkredit Danmark, Jacob R. Nielsen.

Da de afdragsfrie lån blev indført i efteråret, påpegede realkreditten, at det ikke ville få nogen synderlig indflydelse på boligpriserne. Flere økonomer advarede mod, at de omdiskuterede lån kunne få en negativ indflydelse på hele boligmarkedet, fordi priserne ville komme op på et så højt niveau, hvor mange boligejere kunne komme i problemer, hvis renten steg.

Selv om udviklingen nu tydeligt viser, at priserne på ejendomsmarkedet er steget, afviser Jacob R. Nielsen, at det alene er de nye afdragsfrie lån, som har trukket priserne op:

»I Nordsjælland, hvor vi har givet flest afdragsfrie lån, er priserne steget mindre end i øvrige dele af landet. Det er i høj grad den lave rente og troen på, at bedre tider venter forude, der har løftet boligpriserne.«