Gaspriserne har igen kurs mod rekorderne.

Mandag meddelte Tysklands nye udenrigsminister, Annalena Baerbock, at den tyske regering ikke kan give grønt lys for den nye gasrørledning i Østersøen, Nord Stream 2, som det ser ud nu. Det skriver en række internationale medier, heriblandt The Guardian og Bloomberg.

Det er der to grunde til.

For det første lever rørledningen og organisationen omkring den ikke op til EUs regler. EU har besluttet, at producenter af gas ikke samtidig kan stå for driften af de rør, der transporterer gassen.

I Nord Stream 2s tilfælde er det den russiske statsejede gigant Gazprom, der producerer den gas, der skal sende til Europa. Samtidig kontrollerer Gasprom efter Tyslands opfattelse det selskab, der skal drive rørledningen, selvom der også er andre medejere af selskabet.

100.000 tropper ved Ukraines grænse

Den anden årsag er ifølge Annalena Baerbock den stadigt mere spændte situation i Ukraine.

Rusland har i øjeblikket opmarcheret omkring 100.000 tropper ved grænsen til Ukraine.

Det er »også en faktor,« siger Annalena Baerbock, der tilhører partiet De Grønne, ifølge The Guardian, fordi den tyske regering har aftalt med USA, at gasrørledningen via Østersøen til Rusland ikke skal bruges som et politisk våben i Ruslands stadig dårlige relation til Ukraine.

USAs udenrigsminister, Antony Blinken, og Tyslands udenrigsminister, Annalena Baerbock, holdt forud for G7-topmødet i Liverpool bilaterale møder. Her skulle Blinken og Baerbock være blevet enige om, at de ikke vil være med til at gøre åbningen af en gasrørledning i Østersøen til et redskab, som Rusland kan bruge til at presse Ukraine.
USAs udenrigsminister, Antony Blinken, og Tyslands udenrigsminister, Annalena Baerbock, holdt forud for G7-topmødet i Liverpool bilaterale møder. Her skulle Blinken og Baerbock være blevet enige om, at de ikke vil være med til at gøre åbningen af en gasrørledning i Østersøen til et redskab, som Rusland kan bruge til at presse Ukraine. Olivier Douliery / Pool via REUTERS / Ritzau Scanpix

Det meste af den russiske gas til Europa har indtil nu gået gennem rørledninger i Ukraine, hvilket har været en god indtægtskilde for den ukrainske statskasse. Men Rusland truer nu med at lukke for gassen gennem Ukraine.

Gaspris tæt på rekord

Udmeldingen fra den tyske udenrigsminister har fået prisen på naturgas til at stige med 11 procent, og prisen ligger nu tæt på rekorden fra begyndelsen af oktober i år.

Ifølge Bloomberg skyldes prisstigningen blandt andet, at energihandlere på de internationale markeder havde håbet på en hurtig godkendelse af Nord Stream 2. Det ser nu ud til at trække ud, og dermed går der også længere tid, før gaspriserne og energipriserne i det hele taget stabiliserer sig.

Samtidig vokser frygten igen for, hvad der sker med varme- og elforsyningen i Europa, hvis vi får en kold vinter. Ifølge The Guardian har EU taget initiativ til, at landene kan købe gas fra centrale reserver, hvis deres lagre begynder at bliver tomme.