Medarbejderne på B.T. har nedlagt arbejdet oven på et møde, hvor de blev orienteret om en ny spareplan, hvor der skal findes 9,2 millioner kroner.

Det skriver fagbladet Journalisten.

- Lige nu er medarbejderne i chok og meget følelsesmæssigt påvirkede. Vi vidste godt, at det ikke gik vildt godt med forretningen, men vi troede alligevel ikke, at vi skulle igennem det her igen allerede, siger tillidsrepræsentant ved B.T. Søren Kjellberg Ishøy til Journalisten.

Sparerunden følger i kølvandet på et nyt årsregnskab fra moderkoncernen Berlingske Media, der samlet set opnåede et overskud på 41 millioner kroner i det seneste regnskabsår.

B.T. i sig selv gav imidlertid underskud på 20 millioner kroner. Det er sket, efter at mediet ved forrige årsskifte overgik til udelukkende at være digital og annoncefinansieret, og indtægterne kan altså ikke følge med udgifterne.

Allerede i juni meldte Berlingske Medias ledelse ud, at der skulle spares 14 stillinger på B.T.

Det endte med syv frivillige fratrædelser og tre afskedigelser i korrekturafdelingen, ligesom fire ubesatte stillinger ikke blev genbesat.

Berlingske Medias ledelse besluttede efterfølgende at lægge B.T. og investormediet Euroinvestor sammen.

I den forbindelse fratrådte ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll og blev afløst af Simon Richard Nielsen.

/ritzau/