Ny plan skal give mindre bøvl

Byrder Mere digital sagsbehandling skal sætte skub i regeringens planer om at lette de administrative byrder. Men EU-regler trækker den anden vej, erkender erhvervsministeren.

Vandmålerfabrikken MJK Automation i Nærum er med 55 ansatte ingen gigant. Alligevel skal den 56 gange om året foretage en eller anden form for indberetning til det offentlige. Det koster tid og penge.

Og det må kunne gøres lettere, mener erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der i går præsenterede regeringens tredje plan for færre administrative byrder ved et pressemøde hos MJK Automation.

Den nye plan indeholder blandt andet løfter om langt mere digital indeberetning direkte fra virksomhedernes bogholderisystemer. Det skal blandt andet gøre det stærkt kritiserede sygedagpengesystem mere smidigt.

»Fakta er, at hver gang vi letter de administrative byrder for en milliard, skaber vi ny vækst for 2,7 milliarder,« sagde Bendt Bendtsen.

»Vi kan forhåbentligt få vores skatteministerium til også at være et serviceministerium, der regner borgere og virksomheder som kunder, som man skal betjene og vejlede,« sagde skatteminister Kristian Jensen (V), der også deltog i pressemødet.

Regeringens målsætning er, at de ressourcer, virksomhederne bruger på at løse administrative byrder, skal reduceres med 25 procent inden 2010. Men tidsforbruget er i dag det samme som i 1999, viser Erhvervsministeriets seneste målinger - til trods for, at regeringen allerede har gennemført 265 forenklinger.

»Vi må konstatere, at en del ny lovgivning omkring EU-direktiver giver mere bureaukrati, end vi ønsker,« forklarer Bendt Bendtsen.

Han har blandt andet selv fremsat nye lovforslag, der er resultat af internationale aftaler om den finansielle sektor, og som medfører flere byrder.

Regeringens nye plan hilses velkommen af erhvervsorganisationerne.

»Det store gennembrud, der får den enkelte virksomhed til at føle, at dagligdagen er blevet lettere, mangler. Men der er ingen tvivl om, at regeringen leverer en meget målrettet indsats mod virksomhedernes administrative bøvl,« siger Håndværksrådets cheføkonom Søren Nicolaisen.

»Regeringens handlingsplan for regelforenkling viser, at den har gennemført mærkbare lettelser, der har gjort hverdagen enklere for mange virksomheder,« mener underdirektør Gitte Bengtsson fra Dansk Industri.

Skeptiske
Handel- Transport- og Serviceerhvervene (HTS) er mere skeptisk.

»Samlet set har vi endnu ikke registreret et nævneværdigt fald i byrderne,« siger HTS' administrerende direktør Lars Krobæk, der dog »kvitterer« for den nye handlingsplan.

Direktør Janicke Scultz-Petersen fra MJK Automation har et enkelt råd til ministrene:

»I regelforenklingsarbejdet skal man først og fremmest vurdere, hvilke oplysninger der er vigtige. Det kan næppe være nødvendigt, at en virksomhed som vores skal indberette vægten af de solgte produkter, når en stor del af deres værdi er software,« mener hun. Janicke Schultz-Petersen mener som regeringen, at digitalisering er en måde at lette problemerne. Men nogle gange er det ikke helt oplagt, hvor stor fordelen egentlig er.

For eksempel fik hun den 18. november besked om, at regninger til det offentlige fra 1. februar skal være elektroniske. Det kræver en investering på 30.000 kroner i hendes virksomhed, og den investering vil være fem år om at tjene sig hjem.