Ny milliardbøde til Exxon Mobil for miljøkatastrofe

En dommer i Alaska har idømt oliegiganten Exxon Mobil 6,75 mia. dollar - ca. 40 mia. kroner - i bøde og renter for et olieudslip i 1989.

NEW YORK: Regningerne til Exxon Mobil for katastrofen i Alaskas Prince Edward Sound for 15 år siden bliver ved med at strømme ind.

Nu har dommer Russel Holland i Anchorage idømt det store oliefirma en bøde på 4,5 mia. dollars - ca. 27 mia. kroner - og renter på 2,25 mia. dollar - ca. 13 mia. kroner - for olieudslippet, der forurenede over 2.000 kilometer af Alaskas kyst.

Billederne af olieindsmurte havfugle og døde sæler gik dengang verden rundt, og skibets navn, Exxon-Valdez, har lige siden nærmest været synonymt med miljøkatastrofe.

Hele 15 år efter kværner retsmaskineriet stadig, og det vil det fortsætte med at gøre en rum tid endnu. For Exxon Mobil erklærede straks, at firmaet vil appellere dommer Hollands afgørelse.

Det har virksomheden gjort før, da samme dommer idømte selskabet en bøde på fem mia. dollar - ca. 30 mia. kroner. Bøden blev derefter reduceret, men Exxon Mobil appellerede igen, og på den måde kan en sådan sag holdes kørende i årevis.

Imens venter de 32.000 fiskere, indfødte beboere, jordejere, forretningsfolk og lokale myndigheder i det berørte område på, om de nogensinde får flere Exxon Mobil penge at se.

Oliegiganten har allerede betalt erstatning for den direkte skade, som oliespildet forvoldte. Firmaet har betalt 300 mio. dollar - ca. 1,8 mia. kroner - i forlig med de skaderamte fiskere, myndigheder osv., ligesom firmaet har bekostet oprensningen efter katastrofen. Den regning var på 2,2 mia. dollar - ca. 13 mia. kroner. I alt siger Exxon Mobil, at virksomheden har betalt 3,2 mia. dollar - ca. 19 mia. kroner - i forbindelse med udslippet.

Men i amerikanske sager kan der ikke blot idømmes erstatning men også bøder, og det er denne del af den langstrakte sag, der fortsat cirkulerer i systemet.

Exxon hævder, at nye regler indebærer, at man kun kan idømmes max. ni gange så meget som værdien af den skade, man har forvoldt, i bøde. Og jurister mener, at Exxon Mobil nok får medhold i sin appel.

Mens bødesagen har lange udsigter, har Exxon Mobil forlængst lagt den bag sig rent forretningsmæssigt. I går kom virksomheden med sine seneste regnskabstal, som viser et overskud på 6,65 mia. dollar - ca. 40 mia. kroner - i fjerde kvartal sidste år - altså stort set samme beløb, som dommer Holland oppe i Alaska synes, at Exxon Mobil skal hoste op med for katastrofen i 1989.