Ny lokal benzinkrig blusser op

Oprydning. Mærkbare lokale og regionale prisnedsættelser på almindelig benzin, får uroen til at bølge gennem markedet i en ny lokal benzinkrig. I weekenden har benzinprisen visse steder været nede på godt syv kroner literen.

I Oliebranchens Fælles Repræsentation konstaterer Michael Mücke Jensen, at der er lokal prissætning, som varierer fra de priser, som benzinselskaberne melder ud som deres listepriser. I øjeblikket er listeprisen 9,19 kr. for en liter 95 oktan benzin, og med priser på godt syv kroner for en liter benzin i weekenden, har der været mellem halvanden og to kroner at spare for de bilister, som er kommet forbi tankstationer i Silkeborg og i Århusområdet. I København kan man køre langt for at finde priser over otte kroner literen. Også på strækningen mellem Roskilde og Hillerød har der været en krone at spare literen i hen ved to uger. - Der er for mange benzinstationer i bestemte lokalområder i Danmark. Derfor ser vi den stigende konkurrence blusse op i ny og næ, siger direktør Ole Brinch-Nielsen, Shell Danmark.

Ustabile priserDet er på fjerde år, at der har været tilstande med ustabile benzinpriser. Ud af de i alt 2.034 tankstationer i Danmark, ifølge Oliebranchens årsberetning for 2005, er 1.050 ubemandede og 984 bemandede. Da benzinkrigen startede i 2003, gik det ud på at mindske de 15 øres forskel for en liter benzin på en ubemandet station i forhold til en bemandet. - Det handler stadig om kampen mellem de bemandede og ubemandede stationer. De selskaber, som har færrest ubemandede stationer, forsøger at komme ind på markedet for ubemandede stationer for at undgå at tabe yderligere markedsandele, siger direktør Helge Busk, Benzinforhandlernes Repræsentation (BFR). Så selv om der angives forskellige årsager til den ny lokale benzinkrig, er der ingen tvivl om, at faste priser på benzin på tværs af selskaberne er et fortidsfænomen. Branchen taler nærmest om prisnedsættelser i kortere og længere perioder som en slags normaltilstand. Men med den ny lokale priskrig er der dog sket forøgede prisnedsættelser. - Der er byer med for mange benzinstationer. Og vi har selv lukket nogle stationer på det seneste. Benzinstationer med for lille salg kan ganske enkelt ikke køre rundt, siger Ole Brinch-Nielssen I Danmark sælger en benzintank i gennemsnit 1,25 millioner liter. Det spænder fra tankstationer, der sælger få hundrede tusinde liter til de godt 300 største tankstationer, der sælger over tre millioner liter. Benzinkrigen har kostet selskaberne betydeligt over tre milliarder kroner. Udover benzinselskabernes tab kommer også benzinforhandlernes tabte fortjeneste.