Ny fusions-virksomhed skærper konkurrencen i grafikbranchen

De to trykfarveleverandører Sun Chemical Hartmann A/S og Coates Lorilleux A/S slår sig sammen og skaber firmaet Sun Chemical Inks.




Fusionen er et led i en verdensomspændende sammenlægning af verdens største leverandør af trykfarver,

amerikanske Sun Chemical og franske Coates Lorilleux.


Med fusionen lover administrerende direktør for Sun Chemical Inks,

Finn Børve Jørgensen, at konkurrencen på det danske marked skærpes væsentligt. Især på

flexo-tryk.


- På det område er vi ikke størst, og det har vi det ikke godt med. Så jeg kan godt love,

at konkurrenterne får kamp til stregen, siger Finn Børve Jørgensen.

Vær på vagt

De to firmaer

var i forvejen de største på hver sine områder inden for trykfarve.


Med sammenlægningen bliver Sun

Chemical Inks derfor nu den største levererandør af de fleste typer af trykfarve i Danmark.


På markedet

for flexo-trykfarver er det ny-fusionerede selskab dog ikke førende, det er derimod Brøndby-virksomheden Akzo Nobel

Inks A/S.


Flexo-trykfarver bruges primært i emballageindustrien.


Finn Børve Jørgensen ønsker

ikke at afsløre alle detaljer i Sun Chemical-koncernens fremtidige strategi på det danske marked, men fastslår,

at det første konkrete tiltag kommer til efteråret. I løbet af andet kvartal flytter Sun Chemical nemlig en del

af sin nordiske flexo-produktion til Danmark i et forsøg på at styrke sin position her i landet.


Hos Akzo Nobel

Inks A/S erkender man, at Sun Chemicals beslutning vil skærpe konkurrencen på det danske marked.


- Det sender et

signal til os andre i branchen om, at vi skal være på vagt, siger adm. direktør Frederik Danielsen, Akzo Nobel

Inks, som dog ikke ryster i bukserne over udmeldingen fra konkurrenten.


- Vi er markedsledere i Skandinavien og i Nordeuropa,

og det agter vi at blive ved med at være, konstaterer Frederik Danielsen.


Det tidligere hovedkontor for Sun Chemical Hartmann

A/S i Århus lukker og Sun Chemical Inks samler alle sine aktiviteter på Coates Lorilleuxs hidtidige adresse i Skovlunde.

15 medarbejdere er blevet fyret, primært i administrationen, så virksomheden nu beskæftiger 42 mand. Det nye selskab forventer

en omsætning på 130 mio. kr. det første år.