Ny fagforening til lavpris

Konkurrencen om især de unge lønmodtagere skærpes, når en ny fagforening baseret på internet går i luften på mandag, skriver B.T. lørdag

Job&Liv.dk bliver navnet på det nye initiativ, som ifølge avisen kommer fra folk med dyb indsigt i den traditionelle fagbevægelse. Det nye tilbud lyder på 92 kroner om måneden for et medlemskab, der er mindre end en tredjedel af det faglige kontingent i en LO-organisation. Målgruppen er lønmodtagere mellem 25 og 45 år med job i den private sektor og ansat på individuel kontrakt.

B.T. skriver, at medlemmerne for kontingentet kan få juridisk assistance blandt andet i forbindelse med jobskift og ansættelse, ligesom nettjenesten kan svare på spørgsmål om barsel, ferie, opsigelsesregler og funktionærlov.

Bag initiativet står Anne Dorthe Hermansen, tidligere ministersekretær og rådgiver for arbejdsministrene Ove Hygum (S) og Jytte Andersen (S), samt Michael Valentin, tidligere informationschef i HK, der i 2002 udgav den kritiske bog om fagbevægelsens omfattende ressourceforbrug "Bare det holder min tid ud".

Job&Liv.dk har på forhånd indgået aftaler med alliancepartnere for at kunne udvide viften af tilbud. Bl.a. vil det være muligt at få rabat på forsikringer i Top Danmark. Desuden samarbejder Job&Liv.dk med A-kassen for Selvstændige (ASE) hvor lønmodtagere nu også kan forsikre sig mod arbejdsløshed. Kontingentet i ASE er 349 kroner om måneden.

Endelig samarbejder Job&Liv med arbejdsretseksperter i landets syvendestørste advokatfirma, Lett & Co.

/ritzau/