Ny dansk spilgigant en realitet

Fusionen mellem fire mellemstore opstillere af spille-automater er nu på plads. Det oplyser ejeren kapitalfonden Erhvervsinvest.

En ny gigant på det danske marked for opstillere af spilleautomater, populært kaldet enarmede tyveknægte, er født. Kapitalfonden Erhvervsinvest har netop gennemført en fusion mellem virksomhederne Elite Gaming, Spilorama, Renomat samt Andersen & Langfeldt. Det fremgår af en meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Managing Partner Thomas Marstrand fra ErhvervsInvest bekræfter: - Fusionen er faldet endeligt på plads, siger han.

Herefter er det fusionerede selskab, Elite Gaming, for alvor klar til at tage kampen op mod Dansk Automatspil, der ejes af spillemonopolet Danske Spil. De to deler tilsammen langt hovedparten af det danske marked.

Den nye spilgigant har været på tegnebrædtet siden Erhvervsinvest sidste år bragede ind på det danske marked for opstillere via en række opkøb af danske spil-virksomheder.

De fire fusionerede selskaber præstere et overskud før skat på 6,9 mio. kr. i 2005 og faldt til 2,5 mio. kr. i 2006.

Thomas Marstrand ønsker ikke at udtale sig om ambitionerne og målsætningen for 2007.

Adm. direktør i Elite Gaming bliver Jette Posch.