Nvidia vil investere op mod 100 milliarder dollar - svarende til 633 milliarder kroner - i OpenAI.
Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse.
Det amerikanske teknologiselskab Nvidia er i øjeblikket verdens mest værdifulde virksomhed, mens OpenAI er førende inden for kunstig intelligens.
Nu indgår de et samarbejde om at opbygge datacentre med en samlet kapacitet på mindst ti gigawatt.
Det skal være AI-datacentre med millioner af Nvidias grafikkort, som skal støtte OpenAI's næste generation af AI-infrastruktur.
OpenAI er skaberen bag ChatGPT.
Samarbejdet mellem de to selskaber går mange år tilbage, men de tager det nu til et nyt niveau.
- Nvidia og OpenAI har presset hinanden i et årti - fra den første DGX-supercomputer til gennembruddet med ChatGPT, siger Nvidias administrerende direktør, Jensen Huang, i pressemeddelelsen.
- Denne investering og infrastrukturaftale markerer det næste store spring: at udrulle ti gigawatt til at drive den næste æra af intelligens.
Ti gigawatt er en enorm mængde energi.
Til sammenligning anslås det, at elforbruget i hele Danmark gennemsnitligt ligger på tre til seks gigawatt om dagen.
Den store mængde regnekraft, der kan udspringe heraf, kan være afgørende i udviklingen af OpenAI's kunstige intelligens. Det fortæller Sam Altman, administrerende direktør for OpenAI.
- Alt starter med regnekraft, siger han i pressemeddelelsen.
- Regneinfrastruktur bliver fundamentet for fremtidens økonomi, og det, vi bygger sammen med Nvidia, vil både skabe nye AI-gennembrud og gøre det muligt for mennesker og virksomheder at bruge teknologien i stor skala.
OpenAI blev stiftet i 2015.
Siden starten har det arbejdet tæt sammen med Nvidia, hvis mikrochips har været afgørende for udviklingen af deres kunstige intelligens.
- Vi har brugt deres platform til at skabe AI-systemer, som flere hundrede millioner mennesker bruger hver dag, siger Greg Bockman, præsident for OpenAI, i pressemeddelelsen.
- Vi er begejstrede for at kunne tage ti gigawatt regnekraft i brug sammen med Nvidia for at flytte grænserne for intelligens og udbrede fordelene ved denne teknologi til alle.
OpenAI's ChatGPT anslås i dag at have 700 millioner brugere om ugen.
/ritzau/