Nu står Anders alene tilbage i Silkeborg

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Dankort or not Dankort – that's the question?

Landets største bank, Danske Bank, overraskede fredag ved at gå i offensiven. Det skete med udmeldingen om, at Danske Bank entydigt bakker op om Dankortet – i hvert fald mindst fem år endnu. Et taktisk smart træk, som giver den forblæste storbank pluspoint i offentligheden og hos politikerne på Christiansborg. Der blev sat lidt ind på den tømte imagekonto.

Den midlertidige topchef, Jesper Nielsen, lod forstå, at det har været en meget enkel beslutning, fordi Danske Bank såmænd bare følger kundernes ønsker om at bevare Dankortet og derfor har banken indgået en femårig aftale med Dankortets ejer, Nets.

Hurtigt fulgte Nordea trop med en lignende opbakning. De to storbanker alene sidder på 50-60 procent af privatkundemarkedet i Danmark, og endnu mere på erhvervskundemarkedet. Læg hertil at lokal- og regionalbanker sandsynligvis følger i hælene på de to store.

Dermed burde der være sikkerhed for, at de forestående forhandlinger om Dankortets fremtid med erhvervsminister Rasmus Jarlov som centrum bliver lette at afslutte.

Det betyder samtidig, at der er blæst til angreb mod Jyske Bank i Silkeborg. Her kastede topchefen Anders Dam for nogle sig ud i et veritabelt angreb på Dankortet. Jyske Bank har nemlig besluttet at splitte det nuværende kombinerede Visa/Dankort op i to selvstændige kort. Et Visa-kort for sig, og et Dankort for sig.

Formålet, set med Jyske Bank-øjne, er at udfase Dankortet og få sine kunder over på Visa-kortet. Der er flere penge at tjene for bankerne i de forskellige betalingsløsninger end det statsstyrede Dankort. I Jyllands-Posten karakteriserede Anders Dam Dankortet for at være »planøkonomisk statskapitalisme eller kommunisme.«

Anders Dam kan have en pointe i, at Dankortet begrænser den frie konkurrence på markedet for betalingsløsninger, eftersom staten bestemmer gebyr- og prisstruktur for Dankortet. Modhagen – for Jyske Bank – er dog, at Dankortet ikke bare er enkelt og elsket af bankkunderne, men at det samtidig også er den billigste løsning.

Det kan således gå hen og blive et hyggeligt møde, næste gang FinansDanmarks bestyrelse træder sammen i håb om at finanssektoren finder en fælles holdning til Dankortet, inden de skal mødes med Rasmus Jarlov.

Som det ser ud lige nu, må Anders Dam i Dankort-spørgsmålet indstille sig på at blive Palle-alene-i-verden i FinansDanmarks bestyrelse. Der er dog ikke noget til hinder for, at Jyske Bank fastholder sin løsning med at splitte Visa/Dankortet op i to selvstændige kort, mens resten af sektoren kører videre med eet Visa/Dankort.

Med splittelsen i finansen om Dankortet fortsætter de senere års opbrud med fælles finansielle løsninger generelt i sektoren, typisk inden for infrastruktur og særlige kreditselskaber.

Betalingskortselskabet Nets var tidligere ejet af bankerne i fællesskab, men er i dag kapitalfondsejet. Det samme er sket med Skibskreditfonden, der har fået nye ejere og i dag hedder Danmarks Skibskredit.

Tilbage af fælleseje i dag er bla. VP Securities, LR Realkredit og DLRkredit. Jyske Bank har en mindre ejerandel i DLRkredit.

På den store klinge synes konkurrencen generelt i sektoren skærpet over de senere år. Dog ikke mere end, at bankerne over en bred kam har kunnet køre det ene rekordregnskab efter det andet hjem til sine ejere.

Set i det lys kan man få den tanke, at konkurrencen fint kan tåle endnu en tak eller to op – til glæde for bankkunderne.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Anders Dam må indstille sig på at blive Palle-alene-i-verden «