Nu skulle der være god tid til næste redningsplan

Det er gået påfaldende stærkt. Så sent som i fredags hed det fra finansministeriet i Berlin, at det ville være bedre at forhandle to-tre uger mere og så til gengæld få et fornuftigt program ud af det. Og nu blev man så pludselig enig, en tidlig morgen på et hotel i Athen. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det er det måske også.

Foto: Søren Bidstrup. Erhvervsjournalist Uffe Gardel.
Læs mere
Fold sammen

Vi kender ikke detaljerne med sikkerhed. Vi ved ikke, hvor stort et lån Athen får. Vi ved ikke engang, om IMF er med i planen, selv om EU-Kommissionen tirsdag understregede, at man har forhandlet »hånd i hånd« med IMF.

Så alt det følgende er skrevet med det forbehold, at vi kun kender detaljerne fra nogle ganske få internationale medier.

Der har været talt meget om behovet for »gældslettelse«, men det står der vist ikke noget om i den nye aftale. Til gengæld erkender man åbenbart, at Grækenland ikke er i stand til at levere de overskud på statsbudgettet, man hidtil har krævet. Man vil acceptere et lillebitte underskud i år, og kræver et overskud på kun 0,5 procent til næste år, 1,75 procent i 2017, og 3,5 procent i 2028 – alle tal primært overskud, altså overskud før renter og afdrag. Tidligere planer krævede 4,5 procent i overskud.

Spørgsmålet er stadig, om det overhovedet er realistisk. Omfanget af den græske katastrofe er uhørt. Argentina og Letland mistede 18-19 procent af deres BNP under deres kriser, fra 1998 til 2002 for Argentinas vedkommende, og 2007 til 2010 for Letland. Grækenland har foreløbig tabt en fjerdedel af sit BNP, og det falder fortsat. Af dette land forlanger man om tre år et overskud, som meget få lande historisk set har været i stand til at opretholde i ret lang tid ad gangen. Måske har man kun taget et skridt fremad fra et absolut urealistisk overskudsmål til ét, som er komplet urealistisk.

For at nå overskuddet er det nødvendigt at stramme skatteskruen, og det ligger der en detaljeret handlingsplan for, hvordan man skal gøre. Et af punkterne er en planlagt momsforhøjelse på ti procentpoint – fra 13 til 23 procent – på restaurantbesøg og en række fødevarer. Man behøver ikke at have taget en økonomisk kandidatgrad for at forstå, hvordan det vil påvirke den økonomiske vækst i et land, hvis eneste reelle kilde til »eksport«-indtægter er turisme.

Samtidig er der små detaljer i planen, som kan få stor betydning. Grækenland skal således fra nu af ind under det nye europæiske bankredningsdirektiv, som kun langsomt er ved at blive rullet ud i EU. Så de græske bankkunder kan blive de første i unionen, som kommer til at opleve smerten ved et bail-in. Det er umuligt at sige, hvordan det vil påvirke bank­sektorens evne til at genvinde borgernes tillid oven på adskillige uger med lukkede banker og en lukket fondsbørs, og mens der stadig er kapitalkontrol.

Det er heller ikke til at vide, hvor nemt det bliver at slippe af med bankerne igen, efter at de har fået tilført frisk aktiekapital af den græske stat – for penge man låner i redningsplanen, som skal have afsat 25 milliarder euro til formålet. Det er ret vigtigt, fordi EU har en forventning om, at Grækenland kan skaffe 50 milliarder euro gennem privatisering af statslige aktiver – og netop bankaktierne er en stor del af disse aktiver. IMF har ikke den samme forventning, men regner tværtimod med, at bankerne nærmest er usælgelige de næste par år.

Planen, som vi kender den, har ingen spor af den »Marshall-plan for Grækenland«, som man for nogle år siden oprømt talte om. Alligevel er planen ikke uden vækstfremmende tiltag: Energimarkedet skal liberaliseres, hvad der bør give billigere el og gas, og det skal være lettere at blive godkendt til at arbejde som ingeniør, notar eller andre beskyttede faggrupper. Og kopimedicin skal ned i pris. Men hvor godt det alt sammen virker, afhænger af, hvor effektivt det bliver gennemført, og her skræmmer sporene fra tidligere reformer, for eksempel pensionsreformen fra 2010, der på papiret så rigtig god ud, men som i praksis sandede til i undtagelser og overgangsordninger.

Og så er der endelig spørgsmålet om »gældslettelse« – som kan være både lavere renter, en lang afdragsfri periode eller direkte eftergivelse af gæld. Det sidste – et haircut – er der nærmest tænkeforbud mod i eurozonen. De tyske politikere og vælgere vil ikke eftergive grækerne noget, og tirsdag var den slovakiske premier­minister i medierne og sige, at Grækenland ikke får foræret så meget som »én cent« af hans borgeres penge.

IMF har på den anden side konstateret, at hvis ikke europæerne vil eftergive gæld, så er de nødt til at give Grækenland en afdragsfri periode på 30 år – på hele gælden.

Det vil så igen sige, at eurolandene de næste 30 år vil være Grækenlands hovedkreditor, med alle de politiske komplikationer, det giver.

Det er gået hurtigt at forhandle denne hjælpepakke på plads, og nu bør der være god tid til at tænke over den næste.