Nu ringer Nationalbanken med alarmklokken igen: Boligejere skal rustes mod prisfald

Der er behov for at gribe ind på boligmarkedet for at skærme boligejerne mod potentielle prisfald – og det kan man gøre på flere måder, lyder det i nyt opråb fra Nationalbanken. Realkredit Danmark advarer om, at man i så fald kan sætte skub i eller forværre en eventuel fremtidig nedtur på boligmarkedet.

Peter Ejler Storgaard (storskærmen), som er chef for afdelingen Finansiel Stabilitet i Nationalbanken, fremlagde torsdag morgen en analyse om øget risikoopbygning på boligmarkedet sammen med Thomas Sangill (til venstre) og Jes Klausby (til højre) ved en pressebriefing. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Advarselslamperne bliver ved med at blinke i Nationalbanken, der netop har haft realkreditinstitutternes udlån til boligejere gennem maskineriet på ny. Især i Storkøbenhavn og i Aarhus er andelen med høj gæld i boligen og afdragsfrihed alarmerende.

Hvis boligmarkedet bliver ramt af prisfald, vil det på den baggrund »være rettidig omhu at sikre, at sårbarheden ikke bliver for stor«, påpeger Peter Ejler Storgaard, chef for afdelingen Finansiel Stabilitet i Nationalbanken.