Novozymes på støt kurs

Enzymproducenten Novozymes i Bagsværd er fortsat på en støt økonomisk kurs, hvor pengene ruller i en jævn strøm ned i pengekassen. Virksomheden er godt nok stækket af en ugunstig udvikling i valutakurserne, men nåede i 2003 alligevel et resultat før skat på godt én milliard kroner - eller 13 procent mere end året før.

Læs mere
Fold sammen
Omsætningen i Novozymes steg med tre procent til 5,8 mia. kr. fra godt 5,6 mia. kr. året før. Men de ændrede kurser, især for dollar, har kappet en stor del af en stigende omsætning. Målt i lokale valutaer steg salget med 12 procent.

Efter skat får Novozymes et overskud på 726 mio. kr., hvilket er 80 mio. kr. mere end året før, svarende til en stigning på 13 procent.

Virksomheden har det positive problem, at man har svært ved at få brugt den indtjente kapital. Som led i en ændret kapitalstruktur vil man iværksætte et større tilbagekøb af aktier og forhøje udbytteprocenten. Desuden vil man foreslå en nedskrivning af aktiekapitalen.