Novozymes i Davos: Vi forfølger tre mål

Topmødet i World Economic Forum kræver skarp planlægning og et stift blik rettet mod det, man vil opnå, ellers bliver man blot forvirret, skriver Novozymes' administrerende direktør Peder Holk Nielsen fra orkanens øje i Davos.

Topchef i Novozymes, Peder Holk Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

Helt tilbage i efteråret planlagde vi i Novozymes, hvilke emner vi ville fokusere på i dette års Davos møde. Vi har så brugt de sidste måneder på at indrette mødeprogrammerne og vores deltagelse i diskussionerne, så vi udnytter tiden bedst mulig. Der er så mange møder i Davos, at har man ikke planlagt, hvad man vil opnå, risikerer man nemt at drukne i tilbud. Og når man som jeg synes, alt er spændende, bliver man bare forvirret.

Bæredygtig energi til alle

Vi har tre temaer som vi forfølger. Vi deltager meget aktivt i møder med regeringer, partnere, FN og udviklingsbanker om bioenergi. Formålet er at fremme fremstilling af bioenergi fra biomasse fra land- og skovbrug. Der er mange projekter på bedding men der skal bruges kapital og infrastruktur for at de bliver til noget. I hvert fald i udviklingslandene. Mange af udviklingslandene har meget billigt biomasse. De fleste lande ligger i varmen med masser af nedbør, så biomasse produktionen er meget større end i Danmark.

De samme lande bruger store dele af deres indtægter på at importere energi, så det er oplagt for dem at omdanne biomassen til energi. Enten som elektricitet eller til brændstof til biler, som f.eks. bio-ethanol. Og laver man bio-ethanol, får man oven i købet en CO2 besparelse på 90 pct. Dvs. udledningen reduceres til en tiendedel.

Så vi bruger Davos til at bringe banker, regeringer og biomasseproducenter sammen. Og det går vist meget godt.

FN og Verdensbanken har et stort program, som har til mål at give alle mennesker på jorden bæredygtigt energi. 1.1 milliarder mennesker har ikke adgang til elektricitet. Endnu flere er begrænset med hensyn til deres udvikling, fordi der ikke er energi nok. Men mens vi forhåbentligt får løst det problem, skal vi også gøre det mere bæredygtigt. Mere energi fra fornybare ressourcer som sol, vind og biomasse. Novozymes har fået den ære at lede den del af projektet som vedrører bioenergi, og vi er nu i gang med at organisere projektet. Det giver Novozymes en stor synlighed i både FN og Verdensbanken.

Vi er over 9 milliarder mennesker i 2050

Det andet tema handler om bæredygtighed i en bredere forstand. Hvordan kan virksomheder hjælpe til med at gøre verden til et bedre sted.

De fleste er enige i at omkostningerne i vores samfund ved ikke-bæredygtig adfærd er større end omkostningerne ved bæredygtig adfærd. Med andre ord er bæredygtighed god forretning.

Adskillige analyser viser da også at de virksomheder som har bæredygtighed i deres gener klarer sig noget bedre end de virksomheder som blot opfatter bæredygtighed som enten en niche eller endnu værre som en irriterende ekstra omkostning. Man skulle jo så tro at verden hurtigt kunne løse sine problemer med vækst og bæredygtighed; men så simpelt er det ikke.

Systemet er umådeligt konservativt fordi der er investeret så meget i de etablerede teknologier. De færreste køber en ny vaskemaskine fordi den nye model er mere energieffektiv. Men mange køber en energieffektiv maskine, når den gamle alligevel skal udskiftes. Det samme sker i virksomheder og i de enkelte lande. jeg har deltaget i en del diskussioner om emnet de seneste to dage. Desværre er det lidt de omvendte som taler til og med de omvendte her i Davos, så jeg er noget frustreret over det ikke rykker særligt hurtigt!

En ny vision for landbrug

Det tredje emne vi dækker er produktion af fødevarer. Der vil i 2050 efterspørges ca. 70 pct. mere mad. Og hvordan skal vi lige producere det? Novozymes mener at have en del af løsningen med vores nye alliance indenfor biologiske løsninger til landbruget. Vi håber at skabe interesse.