I et nyt studie tabte diabetespatienter sig mere på en lav dosis af Novos vægttabshåb Cagrisema end på en lav dosis af konkurrenten Eli Lillys vægttabsmiddel tirzepatid.

Det skriver Novo i en selskabsmeddelelse, som er blevet offentliggjort under selskabets kapitalmarkedsdag.

En dosis på 1 milligram Cagrisema gav i studiet et vægttab på 12,4 procent over 60 uger.

Over samme periode gav en dosis på 5 milligram tirzepatid et vægttab på 9,1 procent.

Tirzepatid er det aktive stof i Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound.

Modsat Zepbound er Cagrisema endnu ikke et godkendt lægemiddel.

Novo har tidligere meddelt, at selskabet forventer, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) vil tage stilling til en ansøgning om godkendelse i slutningen af 2026.

Cagrisema kombinerer semaglutid - som kendes fra vægttabsmidlet Wegovy - med det nyere stof cagrilintid i forventning om at kunne opnå et større vægttab, end hvis man kun får semaglutid.

I februar offentliggjorde Novo data fra et andet studie, som sammenlignede effekten af Cagrisema og tirzepatid.

Her var det dog tirzepatid, som lagde sig i front med et vægttab på 25,5 procent over 84 uger. Med Cagrisema tabte studiets deltagere sig 23 procent i løbet af den samme periode.

Det sendte aktien ud i et dyk på over 16 procent.

Mandag omkring klokken 13.15 falder Novo-aktien med over fem procent. Det nye sammenligningsstudie har ikke rykket markant på kursen.

RITZAU