Efter at have modtaget tørre tæsk de seneste to dage har Novo Nordisk-aktien taget teten i det danske C25-indeks fredag formiddag med en stigning på lidt over fem procent.
Stigningen kan hænge sammen med en udmelding fra chefen for den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA, Marty Makary, på det sociale medie X natten til fredag dansk tid.
- FDA vil gribe hurtigt ind over for virksomheder, der massemarkedsfører ulovlige kopimediciner og hævder, at de ligner FDA-godkendte produkter.
- FDA kan ikke verificere kvaliteten, sikkerheden eller effektiviteten af ikkegodkendte lægemidler, hedder det i opslaget fra Makary.
Selv om han ikke nævner konkrete navne, er det rimeligt at antage, at FDA-chefen henviser til onlineapoteket Hims and Hers.
Selskabet gik torsdag ud med nyheden om, at man fremover vil sælge medicin, der er en kopi af Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy.
Kopimedicinen skal koste 49 dollar mod de 149 dollar, som det i dag koster amerikanerne at købe Wegovy uden tilskud fra sundhedsforsikringen.
Meddelelsen fra Hims and Hers fik Novo-aktien til at falde med otte procent torsdag.
Novo Nordisk udsendte få timer efter meldingen fra Hims and Hers en pressemeddelelse, hvor man advarer mod at købe og indtage ikkegodkendte lægemidler.
Samtidig varslede den danske medicinalgigant, at man vil tage kampen op mod Hims and Hers og andre, der forsøger at kopiere Novos produkter.
- Novo Nordisk vil tage retlige og regulatoriske skridt for at beskytte patienter, vores intellektuelle rettigheder og integriteten af den gyldne amerikanske standard for godkendelse af lægemidler, hedder det i pressemeddelelsen.
Novo Nordisk handles fredag formiddag i kurs 295.
Det svarer nogenlunde til den pris, aktien havde tilbage i sommeren 2021 og er mere end 70 procent under den kurs på lige over 1000, som den var prissat til i august 2024.
/ritzau/
