Behandling af svær overvægt er på få år blevet en kæmpeforretning for medicinalvirksomheder verden over, ikke mindst for danske Novo Nordisk.

Men der er stadig masser af patienter i verden, der ikke får behandling med Wegovy eller de andre lignende produkter, som Novos konkurrenter har lanceret.

Og det er ifølge administrerende direktør Mike Doustdar en vigtig nøgle til vækst for Novo Nordisk fremover.

På en telefonisk pressekonference efter præsentationen af regnskabet for tredje kvartal forklarer han onsdag morgen, hvordan han ser markedet for vægttabsbehandling.

Det sker på et tidspunkt, hvor Novos salgsvækst er påvirket af, at andre også har taget en bid af markedet.

- Det handler ikke om markedsandele. Det handler om markedsadgang og om at udvide markedet.

- Der er én milliard mennesker derude, der har denne sygdom, og vores fokus vil være på at udvide markedet fremover, siger Doustdar.

Han peger blandt andet på Novo Nordisks fremtidshåb, cagrisema og amycretin, som en af måderne at nå nye og flere patienter på.

Men han peger også på opkøb af medicin under udvikling som en af måderne, man kan udvide tilbuddet til patienter på.

Aktuelt ligger Novo Nordisk i budkrig med amerikanske Pfizer om at overtage selskabet Metsera.

Metsera arbejder blandt andet på et vægttabsmiddel, der kun skal indtages én gang månedligt i stedet for en gang om ugen, som det er tilfældet med Novos Wegovy.

- Metsera har nogle konkurrencedygtige produkter, der komplementerer vores egne, siger han og slår fast, at Novo Nordisk føler sig godt rustet til at vinde kampen om Metsera.

- Hvis ikke vi troede, at vi kunne lande en aftale, så ville vi ikke være gået ind i det her, siger han.

Pfizer mente, at man allerede havde indgået en bindende aftale om køb af Metsera, men så forlød det, at Novo efterfølgende afgav et endnu bedre bud.

Pfizer har efterfølgende lagt sag an hos amerikanske konkurrencemyndigheder, fordi selskabet mener, at Novo forsøger at opnå en dominerende markedsposition inden for vægttabsbehandling.

Selskabet har også lagt sag an mod Metsera og Novo Nordisk for brud på den købsaftale, der oprindeligt blev indgået med Metsera.

/ritzau/