Novo-konkurrenten Eli Lilly har indgået en aftale med biotekselskabet Insilico Medicine, der bruger kunstig intelligens til udvikling af lægemidler.

Det skriver Børsen og flere internationale medier som Financial Times og CNBC.

Insilico, der kom på børsen i Hongkong i december, har ifølge CNBC udviklet mindst 28 lægemidler ved hjælp af generativ kunstig intelligens.

Det er ikke første gang, at de to selskaber samarbejder. I 2023 indgik de en AI-baseret softwarelicensaftale.

Men denne gang er der tale om en aftale til en anslået værdi af 2,75 milliarder dollar - svarende til knap 18 milliarder danske kroner.

Underdirektør i Eli Lilly Andrew Adams, der har ansvar for molekylære opdagelser, kalder Insilicos opdagelser for "et stærkt supplement" til selskabets eksisterende udvikling af lægemidler.

Det siger han i en skriftlig udtalelse ifølge CNBC.

- Dette samarbejde giver os mulighed for at udforske nye mekanismer og fremskynde identifikationen af lovende lægemiddelkandidater på tværs af flere sygdomsområder, lyder det fra Andrew Adams, der er underdirektør i Eli Lilly med ansvar for molekylære opdagelser.

Det fremgår af en børsmeddelelse, at aftalen giver Eli Lilly en eksklusiv licens til at udvikle, producere og markedsføre orale lægemidler fra Insilico Medicine.

Det fremgår ikke, hvilke lægemidler der nærmere er tale om.

Biotekselskaber vender sig i stigende grad mod kunstig intelligens, når nye lægemidler skal udvikles.

Det sker både for at accelerere og effektivisere udviklingen på området og for at imødekomme et pres fra den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) om at reducere dyreforsøg i den nærmeste fremtid.

Eli Lilly og Novo Nordisk er store konkurrenter på markedet for vægttabsmidler.

/ritzau/