Novo Nordisk sagsøger konkurrent

Kamp om retten til en særlig insulinpen får nu Novo Nordisk til at sagsøge franske Sanofi-Aventis i USA. Novo håber på et forbud mod konkurrentens nye medicin.

Novo Nordisk trækker nu Sanofi-Aventis for en domstol i USA. Striden skyldes retten til en særlig insulinpen, som hidtil har givet Novo en markant plads på verdensmarkedet. Ifølge Novo Nordisk bryder den franske konkurrent patentet på insulinpennen. Den franske medicinvirksomhed vil i løbet af sommeren lancere engangsinsulinpennen Solostar, men det vil Novo sætte en stopper for.

- Sammen med stævningen har vi bedt om et fogedforbud mod insulinpennen Solostar. Det er en meget vigtig sag, da Novo Nordisk er førende inden for insulinmedicin. Derfor er det vigtigt, at ingen gør uretmæssig brug af vores patenter, siger Mike Rulis, kommunikationschef i Novo, til Ritzau.

Stævningen er indgivet ved en ret i New Jersey, men der er endnu ikke sat en dato for første retsmøde.

/ritzau/