Mindre end to måneder efter, at aftalen med Novo Nordisk og det amerikanske onlineapotek Hims & Hers blev indgået i foråret, sluttede det igen.

Men nu giver parterne tilsyneladende samarbejdet en ny chance.

Hims & Hers fortæller i hvert fald ifølge MarketWire, at man er i forhandlinger med Novo Nordisk om igen at gøre Wegovy tilgængeligt for sine kunder.

Novo har over for Bloomberg News bekræftet historien.

Hims & Hers tilbyder medicin og lægekonsultation via nettet, herunder vægttabsbehandlinger.

Det var også på den baggrund, at de to selskaber indgik den oprindelige aftale om at tilbyde Wegovy til onlinepatienterne.

Men Hims & Hers solgte ifølge Novo Nordisk sideløbende med Wegovy også kinesiske kopier af det patenterede vægttabsmiddel, og det fik Novo til ret hurtigt at opsige kontrakten igen.

Hims & Hers er et af de selskaber, der i begyndelsen af året udnyttede, at der var mangel på Wegovy i USA.

Når det er tilfældet, kan man lovligt sælge kopier af patentbeskyttet medicin, indtil mangelsituationen er overstået.

Hims & Hers blev stiftet i 2017 og har ifølge egne oplysninger mere end to millioner amerikanere som kunder. Selskabet er børsnoteret i New York.

/ritzau/