Novo Nordisks hårdtprøvede aktionerer kan for en stund sænke skuldrende.

Onsdag morgen landede medicinalgigantens regnskab for årets første kvartal – og det har sendt selskabets aktie i vejret.

Ved middagstid onsdag er Novo-aktien steget med omkring 6,9 procent.

Medicinalselskabets overskud er 29,5 milliarder – og omsætningen slår analytikernes forventninger og lander på 96,8 milliarder kroner, hvilket er 24 procent mere end i samme periode sidste år. Analytikerkorpset havde spået en omsætning på 69,7 milliarder kroner. 

Her er det væsentligt at bemærke, at det store tal i høj grad skyldes en engangsindtægt på 27 milliarder kroner, som stammer fra en tilbageførsel af hensættelser relateret til 340 B-lægemiddelrabatprogrammet i USA, skriver Euroinvestor.

Derudover opjusterer medicinalvirksomheden forventningerne til årets resultat.

Selskabet løfter forventningerne til væksten, så de nu lyder på negativ vækst mellem 4 til 12 procent. Tidligere lød forventningen på en negativ vækst mellem 5 til 13 procent.

»Kvartalsregnskabet for første kvartal er nærmest lydefrit med små positive overraskelser, som er, at faldet i indtjening og omsætning nu bliver i spændet 4 til 12 procent i stedet for 5 til 13 procent,« lyder det fra Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen.

Selvom opjusteringen ikke er voldsom, så er det centrale, at den er der, vurderer Thomas Bernt Henriksen.

»Det er lige præcis den medicin, som Novo Nordisk har brug for at kravle ud af den dybe aktie- og tillidskrise, som selskabet har befundet sig siden kollapset i aktiekursen startede for to år siden,« lyder det fra Thomas Bernt.

Wegovy-pille i centrum

Ved præsentationen af dagens regnskab står det også klart at Wegovy-pillen har været en bragende succes i USA med et salg på 2,256 milliarder kroner i første kvartal, påpeger Berlingskes erhvervskommentator.

Novo Nordisk oplyser, at der er udskrevet to millioner recepter på pillen i USA.

Og Novo-topchef Mike Doustdar fremhæver da også selv pillen i forbindelse med præsentationen af kvartalsregnskabet.

»Wegovy sikrer en stærk start på 2026 for Novo Nordisk, anført af den hurtige udbredelse af Wegovy-pillen – den mest effektive GLP-1-tablet, som nu bruges af mere end én million patienter siden lanceringen i januar,« lyder det fra Doustdar.

Nu venter en lancering uden for USA. Novo Nordisk selv håber på en lancering i anden halvdel af 2026.

Flere investeringseksperter bider også mærke i Wegovy-pillens gode start.

Oskar Bernhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank, siger til TV 2, at det er »et godkendt regnskab, hvor Wegovy-pillen er dagens klare lyspunkt«.

Også Nordnets investeringsøkonom Per Hansen vurderer, at Wegovypillen kortsigtet gør kursudslaget, siger han til Euroinvestor. Investeringsøkonomen peger på, at salget af Wegovy-pillen overstiger forventningen.

»Det kan være det tal, som gør forskellen på den gode måde. Selvom pillen kun forventes at udgøre 4-5 procent af den samlede omsætning i 2026, er det alligevel opløftende. Det er momentum som driver aktier, og her er der stærkt momentum,« siger han til Euroinvestor.

Aktionerer drømmer om kedelige regnskaber

Opjusteringer plejer at udløse flere positive kursoverraskelser, siger Berlingskes erhvervskommentator.

»Novo Nordisks aktionærer har ikke brug for mere drama,« lyder det fra Thomas Bernt:

»De drømmer i virkeligheden om kedsommelige regnskaber med små positive overraskelser, for husk lige på, at Novo Nordisk gennem hele aktie- og tillidskrisen har hevet penge hjem i selskabet i spandevis.«