Norsk regering vil storsælge aktier

Den nye norske regering ventes at indlede et større udsalg af statens mange aktieposter. Men det vil formentlig ske i et langsomt tempo, vurderer en analytiker. Pengene fra salget vil ryge ned i den norske oliefond, som i forvejen bugner af penge.

Erna Solberg fra partiet Høyre, som ventes at blive Norges nye stastminister, vil efter al sandsynlighed starte et større udsalg af statens mange aktieposter i private selskaber. Det er blandt andet ejerandelen af Statoil, der bør sænkes. Det vil sende milliarder af norske kroner ned i den i forvejen bugnende oliefond. AFP PHOTO / AUDUN BRAASTAD Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Erna Solberg fra partiet Høyre, som sandsynligvis bliver Norges nye statsminister, ventes at indlede et større udsalg af statens mange aktieposter i private selskaber. Eksempelvis har Erna Solberg sagt, at den norske stat bør sænke sin ejerandel af Statoil betydeligt og også nedbringe aktieposten i Telenor, der er Norges største teleselskab, fra 54 procent til omkring en tredjedel. Det alene kan sende over 100 milliarder norske kroner ned i den i forvejen bugnende norske oliefond, som netop har rundet 4.500 milliarder kroner i formue.

»Men disse udsalg af aktier ventes at ske meget langsomt. Den nye regering ventes at gå meget forsigtigt frem på dette område,« siger Erik Bruce, der er chefanalytiker hos Nordea i Oslo.

Norsk pengtank størst

I forvejen er den norske oliefond den største statslige pengetank i verden. Formuen er på tæt ved én million kroner per nordmand.

Men fondens formue ventes at vokse nærmest voldsomt fremover og med op mod 50 procent frem mod 2020. Den norske regering har samtidig netop justeret værdien af deres samlede oliereserver i Nordsøen op til svimlende 5.000 milliarder norske kroner. Men det skøn er muligvis allerede forældet, for så sent som i går oplyste olieselskabet Lundin, at de har gjort et nyt fund af olie 35 km nordvest for Snøhvit-feltet i Barentshavet ud for kysten i Nord-Norge, midt mellem Johan Castberg og Snøhvit. Det er et område, der er store forventinger til. I forvejen er Norge verdens ottende største eksportør af olie.

Storaktionær

Den norske stat ejer også store aktieposter i stribevis af andre selskaber, eksempelvis Norsk Hydro, der er landets største producent af aluminium og i Yara, som er storproducenten af gødning. Den norske stat er også storaktionær i DnBNor, der er Norges største bank og har 37 procent af aktierne i Oslo Børs. De har også kontrol med eller store aktieposter i eksempelvis energiselskabet Statkraft, ejendomsselskabet Entra, fiskeopdrætselskabet Cermaq, entreprenørselskabet Mesta samt SAS.

Den norske oliefond er i gang med at øge sine investeringer i ejendomme og har lige købt en 45 procent stor aktiepost i det 47 etager høje Times Square Tower i New York for 684 millioner dollar.

Oliefonden har planer om at investere mindst fem procent af sin formue i ejendomme over de kommende år og har derfor indledt massive opkøb i både Tyskland, Schweiz og ikke mindst London, hvor de ejer nogle af byens mest eksklusive adresser.