Norsk Coop i gigantisk slik-fadæse: Kunderne raser over tomme hylder

Trods 100.000 kilo slik på hylderne, måtte den norske kæde Coop Mega melde udsolgt, da de lancerede et slagtilbud. Kæden vil nu køre en ny kampagne for at blødgøre kunder, der gik forgæves.

Læs mere
Fold sammen

Coop i Norge får læst og påskrevet på de sociale medier, fordi dagligvarekæden løb tør for slik, da prisen lørdag blev sænket til 30 kroner kiloet – mod en ordinær pris på 149 kroner.

Historien om dagligvarekæder, som fastsætter helt vilde og tabsgivende priser på populære varer for at lokke kunder til, men så må melde udsolgt, gentager sig omtrent hver gang, en butikskæde får denne lyse idé.

Det hører dog til sjældenhederne, at kæden lægger ud med at sige, at »der skulle være mere end nok« af de søde sager. Men det kom kædens direktør, Daniel Kyrre Pedersen, netop til at sige fredag, da Nettavisen spurgte ham, om der ikke ville være tomme hylder for kunderne klokken ni om morgenen.

Udtalelsen gik ikke hen over hovedet på kunderne, og flere på de sociale medier tolkede den som en garanti for rigelige mængder slik:

»Jeg ser, at kædens direktør Pedersen garanterede, at der ikke ville blive tomt, så efter vi måtte gå tomhændede hjem, regner jeg med, at vi vil få lejlighed til at handle til samme pris en anden dag.«

Oslo, Bodø, Trondheim, Bergen, Raufoss, Fredrikstad og Kongsvinger er blandt de byer, hvor dagligvarekæden måtte se hylderne tømt, selv om der var opsat en begrænsning på max. tre kilo slik pr. kunde. Og 100.000 kilo i reserve, hvis man tør tro Coop.

»Kan aldrig garantere«

Direktør Daniel Kyrre Pedersen fortæller, at han på dagen fik oplyst, at over 100.000 kilo slik var blevet solgt i kædens butikker, som har en markedsandel på 4 procent i Norge.

Men Pedersen havde ikke ventet, at de landsdækkende medier ville omtale tilbudet på slik og dermed skabe en ”hype.”

»Når vi kører en kampagne, kan vi aldrig garantere, at vi ikke får udsolgt. Jeg blev spurgt af Nettavisen, om vi ville have udsolgt klokken ni, og det havde vi overhovedet ikke. Jeg fulgte med på Facebook, og enkelte butikker løb desværre ud for slik, mens andre havde rigeligt helt til lukketid. Men der var store variationer i landet.«

Bodsgang

Coop Mega-chefen vil nu indlede sin uge med at kontakte leverandørerne og få sat skub i planlægningen af en ny priskampagne med billig slik.

»Både for at finde ud af, hvornår vi kan gøre det, og for at sikre os, at alle kan få, når vi kører en ny runde,« siger Daniel Kyrre Pedersen til E24.

Prisnedsættelsen i weekenden var et led i kædens fejring af sin 30-års fødselsdag, og enkelte kunder bad Mega om at gentage succesen, så kunder, der blev mødt af tomme hylder, også kan være med i fejringen af fødselsdagen.

»Coop ejes af kunderne og sætter dem først i alt, hvad vi gør. Derfor tager vi tilbagemeldingen med stor alvor. Vi har nu besluttet, at vi kører en ny runde med slik til ekstremt lave priser i Coop Mega,« slutter Pedersen.