Nordjylland kan lære meget af fru Hyacinth

Nordjyske erhvervsledere kan lære meget af fru Hyacinth - hovedpersonen i den engelske komedieserie "Fint skal det være".



Det

mener i hvert fald reklamemanden Thomas Rosenstand, der er kontaktdirektør i og medejer af reklamebureauet Concept Interest

i Nørager midt i Himmerland.



- Hyacinth er en af mine personlige favoritter, for hun kan da virkelig slå ud med

armene, siger han.



Det er ikke dét, at den engelske tv-karakter er småborgerlig, nordjyderne kan bruge til noget.

Det er mere den kvalitet, at hun ikke sætter sit lys under en skæppe, der er behov for i Nordjylland i dag, hvis man spørger Thomas

Rosenstand.

Skrot Janteloven

- I øjeblikket kan man ikke åbne en avis uden at læse om nedskæringer, fyringsrunder

og lukninger. Der er heller ikke nogen tvivl om, at det er slemt for øjeblikket, og så alligevel...



- Der er jo

masser af virksomheder, der har det fortrinligt. Det kan bare være svært at få øje på dem i øjeblikket.

Derfor handler det nu om, at virksomhederne skrotter Janteloven og går ud med positive budskaber -fortæller omverdenen

om deres solstrålehistorier. Hvis ikke vi får fortalt de gode historier, risikerer vi, at udviklingen bliver selvforstærkende.

Nye virksomheder vil ikke søge til Nordjylland, fordi de umiddelbart kan se, det hele går skævt. På den måde

riskerer vi også, at kompetencer glider ud af landsdelen, siger han.







Peter Hinrup smiler



Den nordjyske reklamedirektør

mener, direktøren for Flextronics, Peter Hinrup, tackler en vanskelig situation fremragende.



Flextronics står netop

for at skulle afskedige 5-700 medarbejdere, omend de seneste vurderinger nu går på, at det snarere bliver 500 end 700,

der får fyresedlen.



Samtidig med afskedigelserne trækker Flextronics koncernen sig ud af Pandrup, hvor virksomheden

ligger. Det bliver op til Peter Hinrup og en række andre nøglepersoner at videreføre resterne af fabrikken.



-

Og man ser ham jo altid smile. Han går aktivt ind for at løse opgaven - at videreføre fabrikken. Det er al ære

værd. Vi har brug for at markedsføre vore kvaliteter. Vi har arbejdskraften, og vi har produktionskapaciteten. Den skal

vi ud at sælge nu, og vi har tilmed flere fordele så som bl.a. lavere huslejer i det nordjyske, tilføjer Thomas Rosenstand.



Det

nordjyske reklamebureau er selv et eksempel på, at alt ikke er sort i sort i det nordjyske.



Concept Interest blev etableret

i 1998. I år har nordjyderne ansat to nye medarbejdere, der bringer medarbejderstaben op på syv.



Kun en fjerdedel

af kunderne befinder sig i Nordjylland. Ifølge Thomas Rosenstand hænger ekspansionen bl.a. sammen med, at nordjyderne

på grund af et lavere omkostningsniveau kan gå ud med lavere priser end kolleger i storbyerne.