Nordiske rederier bag ruter til Danmark vil forenes
Det norske færgerederi Color Line har indgået en aftale om at blive overtaget af svenske Stena.
Det norske færgerederi Color Line har indgået en aftale om at blive overtaget af svenske Stena.
Svenske Stena, der blandt andet står bag rederiet Stena Line, har indgået en aftale om at købe norske Color Line.
Det meddeler Stena i en pressemeddelelse mandag.
Begge selskaber har ruter, der sejler mellem danske og andre nordiske destinationer.
I meddelelsen tages der forbehold for, at selskaberne også får grønt lys fra konkurrencemyndighederne.
De to parter er blevet enige om ikke at offentliggøre vilkårene for aftalen, herunder prisen på det norske selskab.
Såfremt aftalen får de nødvendige godkendelser, bliver opkøbet endeligt gennemført i første eller andet kvartal næste år.
Det er hensigten, at Color Line fortsat skal drives som en separat og selvstændig virksomhed. Det betyder også, at der fortsat skal være en lokal ledelse i Norge.
Stena skriver i sin meddelelse, at selskabet "vil bruge sin ekspertise" til at udvikle det norske selskab - blandt andet inden for teknologi og digitalisering.
- Dette er en reel milepæl i Stena Lines historie, hvor vi nu yderligere styrker vores muligheder for at være et pålideligt bindeled mellem steder, mennesker og samfund, siger Niclas Mårtensson, der er administrerende direktør for Stena Line, i meddelelsen.
- Når vi kan byde Color Line velkommen i Stena-familien, er jeg sikker på, at vi sammen vil kunne udvikle vores forretningsmuligheder og samtidig bidrage til fremskridt i vores samfund inden for blandt andet turisme og en mere bæredygtig udvikling af skibsfarten.
Stena Line står blandt andet bag en rute mellem Frederikshavn og Göteborg, mens Color Line sejler mellem Hirtshals og Kristiansand samt Hirtshals og Larvik.
Aftalen, som er blevet underskrevet af de to parter, kommer ikke til at medføre ændringer i afgangene, lyder det.
RITZAU