Nordisk TV- krig optrappes

Kampen om det kommercielle TV-herredømme i Norden udvikler sig nu dag for dag. Netop som norske Schibsted har foretaget strategiske opkøb i svenske TV4 og givet bud på Alma Media, der også har andele i TV4, svarer Sveriges mediegigant Bonnier igen med opkøb i TV4.

Læs mere
Fold sammen
Sverige største medieaktør, Bonnier, går nu til modangreb på norske Schibsted, der i de seneste uger har gjort det klart, at herredømmet over kommercielt TV i hele Norden er i spil.

Lige nu drejer magtkampen sig først og fremmest om den svenske TV-station, TV4, som er den kommercielt største i Sverige. Men i princippet gælder det også de tilsvarende kommercielle stationer i Norge, Finland og Danmark.

Bonnier meddelte således i går morges, at man har købt en aktiepost i TV4 fra forlaget Natur & Kultur på knap seks pct. og bliver dermed den største TV4-ejer med en andel på 27,7 pct. Det sker blot få dage efter, den norske mediegigant, Schibsted, har foretaget strategiske opkøb i TV4 og dermed øget sin direkte ejerandel til 20,1 pct. og derudover givet bud på finske Alma Media, som har 23,4 pct. af aktierne i TV4.

Både Schibsted og Bonnier kontaktede Natur & Kultur for at købe deres aktiepost i TV4, men bogforlaget valgte at sælge til Bonnier, som tilbød mere i betaling.

Bonnier kan undgå budkrig
Meget tyder nu på, at Bonnier har erobret så stor en del af TV4, at koncernen slipper for at deltage i en budkrig med Schibsted om Alma Media, som Bonnier i øvrigt selv har 33 pct. af aktierne i.

Dertil kommer, at Alma Media planlæger at slå ejskabet af svenske TV4 sammen med finske MTV3 til et fritstående TV-selskab, skriver Dagens Industri.

Lykkes aktionen og accepteres den af aktieejerne kan Bonnier blive foreløbig sejrherre i krigen om kommercielt TV, som Schibsted ellers lige så ud til at have fået et godt greb om. Schibsted kapitulerede da også nærmest i går ved at erklære, at man nu forbeholder sig retten til at trække sit bud på Alma Media tilbage, såfremt Alma Media vælger ny struktur for selskabet.