Nordens største bank, Nordea, øger indtægterne og overskuddet en smule i andet kvartal af 2026.

Det fremgår af selskabets halvårsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Samtidig foreslår bestyrelsen i Nordea et halvårligt udbytte på 0,34 euro per aktie, hvilket vil sende milliarder til aktionærerne.

Det sker på baggrund af, hvad administrerende direktør Frank Vang-Jensen kalder for "endnu et stærkt kvartal for Nordea".

De samlede indtægter steg med fire procent, når man sammenligner med andet kvartal af 2025, til 3032 millioner euro eller 22,6 milliarder kroner.

Netto lander overskuddet på 1232 millioner euro - altså 9,2 milliarder kroner. Det ligger også en smule over andet kvartal af 2025.

Det sker efter let faldende nettorenteindtægter, men en stigning i gebyrindtægterne.

Men på trods af tilfredsheden med resultatet ser direktør Frank Vang-Jensen også en generel usikkerhed for den globale økonomi på grund af krigen i Mellemøsten.

Foreløbig har det marked, som banken opererer i, dog klaret det godt, mener han.

- Selv om det er for tidligt at fastslå, hvor stor effekten bliver, så har europæiske lande generelt - og især de nordiske - klaret de højere energiomkostninger og andre udfordringer godt, siger Vang-Jensen i en kommentar til regnskabet.

Ser man på den nordiske banks danske del, falder nettorenteindtægterne også her en smule. Men de aktivitetsdrevne indtægter - altså dem, der er drevet af kunders handler og finansielle aktivitet - stiger.

Peder Bach, som er bankdirektør med ansvar for storkunder og landechef i Danmark, glæder sig over aktiviteten generelt, heriblandt nye børsnoteringer.

- Nordeas resultat afspejler stor aktivitet hos både vores små og store erhvervskunder, hvor især køb og salg af virksomheder er højt på agendaen, siger han i en udtalelse.

RITZAU