Nordea vil fyre omkring 1500 medarbejdere i løbet af i år og næste år.

Det sker som følge af bankens 2030-strategi, lyder det tirsdag fra Nordea i en selskabsmeddelelse.

Strategien blev præsenteret på Nordeas kapitalmarkedsdag i november sidste år og skal "fremme strukturelle effektivitetsforbedringer".

Nordeas strategi indebærer blandt andet et mål om at få årlige omkostningsbesparelser på mindst 600 millioner euro - svarende til knap 4,5 milliarder kroner - inden 2030.

Strategien skal nås gennem en række omstruktureringsinitiativer, som har ført til nedskæringen i medarbejderstaben.

Nordea oplyser ikke, hvilke stillinger der er tale om, eller i hvilke lande de skal findes.

- Nordea vil støtte medarbejderne gennem omskoling, videreuddannelse og relevante interne muligheder, skriver banken i meddelelsen.

Ifølge Finans udgør de 1500 medarbejdere cirka fem procent af bankens samlede arbejdsstyrke ved udgangen af 2025.

Kasper Skovgaard Pedersen, der er formand for Finansforbundet i Nordea, kalder det en "dybt rystende udmelding", som vil ramme medarbejdere i hele koncernen.

- Vi kommer naturligvis til at følge tæt, hvordan planerne påvirker både medarbejdere og banken i den kommende periode, for det er et meget stort indhug i en medarbejderstab, der i forvejen løber rigtig stærkt, siger han ifølge Finansforbundet.

Finansforbundet er et fagforbund for ansatte i den finansielle sektor.

Som følge af omstruktureringsomkostninger vil Nordea bogføre 190 millioner euro i første kvartal 2026.

I Nordeas 2030-strategi spiller teknologi, data og kunstig intelligens en central rolle.

- Nordea vil fortsat investere i kompetencer, der yderligere styrker konkurrenceevnen.

- Og med den nordiske skala, virkningen af AI og procesoptimering forventer Nordea at have færre medarbejdere i fremtiden end i dag, lyder det i meddelelsen.

Det er kun lidt mere end en måned siden, at Nordea gennemførte en fyringsrunde, der ramte 271 ansatte, hvoraf 93 var ansatte i Danmark.

Dengang skete fyringerne udelukkende i bankens it-afdeling, og forklaringen lød, at Nordea var gået ind i en ny strategiperiode, som krævede en slankere organisation.

Nordea er den største bank i Norden med hovedsæde i Finland.

/ritzau/