NNF: Tulip sætter pistol for panden af de ansatte

Tulip har truet medarbejderne i Ringsted til at acceptere kraftig lønnedgang. Kødkoncernen rasler med sablen over for sine øvrige 1.700 ansatte i Danmark, siger NNFs næstformand, Jens Peter Bostrup.

»Medarbejderne har fået sat pistol for panden og i nakken,« siger faglig næstformand Jens Peter Bostrup fra Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, NNF.

Fagforeningsformanden er både stærkt rystet og forarget over, at Tulip i går fik gennemtrumfet en lønnedgang på 15 procent for de ansatte på Tulip i Ringsted.

Jens Peter Bostrup finder det kritisabelt, at Danish Crown og datterselskabet Tulip Food Company efter hans opfattelse direkte tvinger medarbejderne ned i løn. Det skete ved en lokal lønaftale, der blev stemt i hus af flertallet af de 280 ansatte.

»Tulip i Ringsted er en stor arbejdsplads, hvor der er beskæftiget mange ufaglærte kvinder. Især vil mange af kvinderne have svært ved at finde nyt arbejde på andre virksomheder i nærheden,« siger han.

Jens Peter Bostrup vurderer, at der på sigt er der risiko for, at halvdelen af Tulips øvrige 3.000 ansatte på resten af en halv snes forædlingsvirksomheder mister deres job.

Uanstændigt
Jens Peter Bostrup kalder for det for »uanstændigt«, at Tulip spiller på hans medlemmers frygt for at miste deres arbejdspladser til udlandet.

»Samtidig med, at der er gennemtrumfet 15 procents lønnedgang, sender Tulip en meddelse ud om, at medarbejderne på resten af Tulips virksomheder skulle overveje det samme som deres kolleger i Ringsted. For ellers bliver deres arbejdspladser også flyttet ud af Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt,« siger han.

Forbundet er overbevist om, at den indgåede lokale lønaftale, som tillidsfolk på Tulip i Ringsted har bakket op, er overenskomststridig. Næstformanden vil i første omgang drøfte sagen med Dansk Industri. Derefter indbringes sagen for arbejdsretten.

Fuldstændig ligeglad
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdernes topmand retter desuden kritik af de rystende forhold på de virksomheder i Tyskland og Polen, som Tulip og moderselskabet Danish Crown ejer. Arbejdskraften er lavtlønnede østeuropæiske arbejdere, der ifølge NNFs oplysninger får mellem tre og seks euro i timen. Det svarer til mellem 22,50 kr. og 45 kr. i timen eller højest 25 procent af de danske lønninger i kødindustrien.

»Selv om vores medlemmer går 15 procent ned i løn, hjælper det ikke en kæft. Tulip vil altid kunne finde et billigere sted end Danmark at producere,« siger Jens Peter Bostrup.

Tyskere ikke dækket
NNFs tyske søsterforbund har kun organiseret under ti procent af branchens ansatte, og derfor er den overvejende del af de tyske slagteriarbejdere fra Østeuropa ikke overenskomstdækkede.

»De er ikke ansat på Tulip eller Danish Crown, men hos en kolonnefører, som tager dem ind på virksomhederne. Som vi ser det, har Danish Crown og Tulip ingen moral i forhold til, hvordan man skal behandle den arbejdskraft, man får ind. Som arbejdsgivere er de fuldstændig ligeglad med arbejdskraften, bare den er billig,« siger Jens Peter Bostrup fra Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet.