Det er gået bedre end ventet for japanske Nintendo med at sælge den nye spilkonsol ved navn Switch 2.

Derfor hæver elektronikproducenten nu sin prognose for salget af de håndholdte Switch 2-konsoller i det igangværende regnskabsår.

Tidligere forventede man at sælge 15 millioner af slagsen - nu hedder målet 19 millioner styk. Det fremgår ifølge AFP af en regnskabsmeddelelse.

Switch 2 - som er en opgraderet version af den populære Switch - blev lanceret i juni måned.

Takket være spil som "Mario Kart World" og "Donkey Kong Bonanza" med nogle af Nintendos mest populære spilfigurer i hovedrollerne er omsætningen vokset så meget, at Nintendo også har hævet sin prognose for årets resultat efter skat.

Den hedder nu 350 milliarder japanske yen - 14,8 milliarder kroner - mod tidligere 300 milliarder yen.

Nintendo regner samtidig med at omsætte for sammenlagt 2250 milliarder yen eller 95 milliarder kroner i årets løb.

Selv om Switch 2 altså har overgået forventningerne indtil videre, er der fortsat langt op til salgstallene for den originale Switch-konsol, der udkom i 2017 og indtil videre er solgt i mere end 150 millioner eksemplarer.

Og selv om Darang Candra, der er analytiker hos Niko Partners, fortsat forventer stor efterspørgsel på Switch 2, så er det ikke givet, at den overgår forgængeren.

- Switch 2's succes på lang sigt vil afhænge af Nintendos evne til at fastholde engagementet med nye spiludgivelser og også at nå igennem til nye markeder, siger analytikeren til AFP med henvisning til regioner som Mellemøsten og andre asiatiske lande end Japan.

I forhold til den oprindelige konsol byder Switch 2 på nye og bedre controllere, ligesom den også gør det muligt at spille i en højere grafisk opløsning.

Switch 2 har også introduceret muligheden for at snakke med medspillere undervejs i spillet, ligesom den også har større intern hukommelse.

/ritzau/AFP