På trods af et udfordret år har Nilfisk, som producerer rengøringsmaskiner til virksomheder og private, opnået fremgang på omsætningsposten i regnskabsåret 2022.

Det sker på trods af inflation og højere omkostninger på grund af krigen i Ukraine og en tornado, der ramte selskabets distributionscenter i USA i slutningen af marts 2022.

I fjerde kvartal endte selskabet med en omsætning på 270,3 millioner euro og et overskud på 11,8 millioner euro tilsvarende 87,8 millioner kroner.

I det tilsvarende kvartal i 2021 lød omsætningen på 260,6 millioner euro og overskuddet på 11,5 millioner euro.

For hele 2022 nåede Nilfisk i mål med sine forventninger både på omsætningsvækst og indtjening.

I løbet af sidste år opnåede Nilfisk en omsætning på lige over én milliard euro og et overskud på 40,6 millioner euro.

Fremadrettet for 2023 er fabrikanten af rengøringsmaskiners udsigter lidt mere forsigtige end i 2022.

»Vi forventer at de nuværende makroøkonomiske usikkerheder fortsætter ind i 2023, hvilket vil lede til noget fald i salg. Særligt i det europæiske marked,« skriver Nilfisk i sin regnskabsrapport.

/ritzau/