Nilfisk frem i USA efter terror

Maskiner til opsugning af asbest i ruinerne af World Trade Center og miltbrandpulver på postsorteringsstederne har vendt udviklingen for støvsugerproducenten Nilfisk i USA.

Den danske støvsugerproducent Nilfisk-Advance klarer sig atter godt i USA.

Efter flere års støt vækst på det amerikanske marked, stagnerede tingene for Nilfisk Advance America Inc. fra 2000 og ind i 2001 - men så kom terrorangrebene på USA.

I kølvandet på begivenhederne 11. september har den amerikanske afdeling af Nilfisk-Advance noteret en mærkbar vækst, skriver Philadelphia Business Journal. Det skyldes, at den amerikanske regering efter terrorangrebene kontaktede Nilfisks afdeling i Malvern, Philadelphia for at få leveret maskiner, der kunne opsuge asbest fra ruinerne af World Trade Center i New York.

- En gang imellem får man muligheden for at gøre noget, man aldrig på forhånd ville have troet muligt, siger Bob Magdelain, direktøren for Nilfisk-Advance i Malvern, til avisen.

Siden kom der også ordrer på maskiner, der kunne opsuge miltbrandsporer fra amerikanske postsorteringscentraler, skriver Philadelphia Business Journal.

- Da miltbrand-truslerne blev en realitet kontaktede myndighederne os omgående og bad os om at give deres miljøfolk en orientering. Hvilket vi gjorde, og det har ført til ganske betydelige ordrer, fortsætter Magdelain.

Nilfisk-Advance, der ejes af NKT-koncernen, producerer støvsugere og tæppemaskiner samt rengøringsmaskiner primært til professionelt brug. Virksomheden beskæftiger omkring 2.300 personer på verdensplan.

Ritzau