Negative takter i Europa

Aktiemarkederne i Europa lå i går i et entydigt negativt terræn med fald til de fleste toneangivende indeks i omegnen af en til to pct.

Inden for den finansielle sektor blev stemningen trukket ned efter, at Deutsche Bank (- 2,5) afviste, at selskabet vil lade sig opkøbe. Rygter om et snarligt opkøb af den tyske bank-gigant har ellers floreret i markedet den seneste tid. Faldet i Deutsche Bank trak flere andre tyske banker ned - heriblandt Hypovereinsbank (- 1,8 pct.) og Commerzbank (- 1,0 pct.).

Også teknologisektoren var præget af generelle negative tendenser. Blandt de faldende teknologirelaterede selskaber var svenske Ericsson (- 4,8 pct.), finske Nokia (- 3,9 pct.), hollandske STMicroelectronics (- 2,6 pct.), tyske Infineon (- 1,7 pct.) og franske Alcatel (- 5,4 pct.).

I den mere positive ende lå den svensk-britiske medicinalkoncern AstraZeneca, som kunne præsentere positive forsøgsresultater med lægemidlerne Crestor og Exanta. Det blev belønnet med en stigning på 2 pct.