Brexit har svækket Storbritanniens økonomi og fortsætter med at gøre det.
Så klar er meldingen fra chefen for den britiske nationalbank, Bank of England, Andrew Bailey, der i en tale ved den traditionsrige Mansion House-middag i finansdistriktet City of London torsdag aften opfordrede regeringen til at »genopbygge relationerne« til EU.
I sin tale sagde Andrew Bailey, at han ikke har en holdning til Brexit »i sig selv«, men tilføjede: »Jeg er nødt til at påpege konsekvenserne.«
Bailey pointerede, at Brexit har »belastet« økonomien og fremhævede særligt Brexits påvirkning af Storbritanniens handel med varer:
»Det understreger, hvorfor vi skal være opmærksomme på og åbne over for muligheder for at genopbygge relationer, samtidig med at vi respekterer det britiske folks beslutning,« tilføjede han.
Britiske nationalbankdirektører plejer traditionelt at undgå at blande sig i kontroversielle politiske spørgsmål. En undtagelse var, da Baileys forgænger Mark Carney i 2016 ligeledes advarede om de økonomiske konsekvenser af Brexit, forud for folkeafstemningen i 2016.