Næsten 600.000 flere passagerer sejlede med færgen i 2025
Over 30 millioner benyttede sig i 2025 af enten en indenrigs- eller udenrigsrute med færge, viser tal.

Over 30 millioner benyttede sig i 2025 af enten en indenrigs- eller udenrigsrute med færge, viser tal.

Næsten 600.000 flere passagerer sejlede i 2025 med enten en indenrigs- eller udenrigsfærge sammenlignet med 2024.
Det viser tal fra Danmarks Statistik for passager- og godstransport, skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.
Over 30 millioner benyttede sig i 2025 af enten en indenrigs- eller udenrigsrute.
Alene Øresundslinjen mellem Helsingør og Helsingborg havde 257.000 flere passagerer sidste år i forhold til året før.
Også Bornholm har været et populært mål for passagerer i 2025.
På afgangene mellem Ystad og Bornholm rejste 40.000 flere passagerer sammenlignet med året før.
Dermed rejste mere end 1,8 millioner mennesker til eller fra Bornholm med færgerne, der er drevet af Molslinjen.
Det er det højeste antal nogensinde.
- Vi arbejder hver dag hårdt på at gøre Molslinjens færger og vores produkter så attraktive for de rejsende som muligt. Det er dejligt at se, det virker, og at de rejsende bakker op.
- Men færgerne er lige nu i en voldsom og bekostelig grøn omstilling, så opbakningen skal gerne komme fra alle kanter, så vi hurtigst muligt kan få gjort den kritiske infrastruktur så bæredygtig som muligt, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen, i pressemeddelelsen.
Der er over 50 faste færgeruter i Danmark. Her bliver der sejlet omkring 560.000 afgange om året.
Det er Molslinjen, der driver ti ruter med 19 skibe, der står for flest afgang.
Molslinjen sejler blandt andet mellem Aarhus og Sjællands Odden og mellem Ystad og Bornholm.
Også mængden af gods i de danske godshavne steg sidste år med 1,4 procent. Det betyder ifølge Danmarks Statistik, at der i 2025 blev håndteret 95,1 millioner ton gods i landets 117 godshavne.
/ritzau/