Når topchefen ikke kan tale

Googles CEO Larry Page har mistet stemmen – og det giver anledning til spekulationer og bekymring på Wall Street.

Forleden meddelte Larry Page på sin Google+ profil, at han havde mistet stemmens brug oven på en forkølelse sidste sommer. Forkølelsen har medført, at hans stemmebånd er lammet. Googles topchef fortalte, at han havde haft problemer med stemmen i mange år, og at hans læger ikke er i stand til at stille den eksakte diagnose.

Sagens alvor blev understreget, da Page ved samme lejlighed fortalte, at han havde doneret et betragteligt beløb til forskning i stemmebåndsproblemer på Voice Health Institute i Boston. Anonyme kilder vil vide, at det drejer sig om over 100 mio. kr.

Sygdommen har gjort Googles medstifter og CEO siden 2011 til genstand for spekulation på Wall Street og i medierne. Hvad sker der nu, spørger aktionærer og kunder. Det har de gjort et godt stykke tid. Allerede sidste år blev det bemærket, at Googles topleder var mere eller mindre usynlig i offentligheden, og når han en sjælden gang trådte frem, så talte han med tydeligt besvær og med meget hæs stemme.

At aktionærer og andre af Googles interessenter er bekymrede er ganske forståeligt. Ny forskning viser, at det går ud over driftsresultatet, når topchefen bliver syg. Bare tyve dages sygdom betyder, at bundlinjen bliver forringet med over fem pct.! Og sygdoms-effekten er størst i virksomheder med høj vækst, og hvor CEOen er relativt ung og universitetsuddannet – hvilket netop er profilen på Larry Page!

Styrtende rig

Den 40-årige mangemilliardær – magasinet Forbes har udnævnt ham til USAs 11. rigeste mand med en formue på over 100 mia. kr. – var oprindelig IT-forsker og internetentreprenør, da han sammen med medstifter Sergey Brin etablede Google. Larry Page opfandt den såkaldte PageRank, som er grundlaget for Googles søgealgoritme, som altså har gjort ham styrtende rig. I 2012 listede Bloomberg Bilionaires Index Larry Page som verdens 27. rigeste mand.

Forskerfamilie

Larry Page kommer ud af en forskerfamilie. Både moren og faren forskede inden for computervidenskab ved Michigan State University, hvor Page også selv er uddannet, ligesom han har læst på Stanford. I interviews har Larry Page beskrevet hjemmet som »et roderi«, hvor huset flød med computere og videnskabelige magasiner, og allerede som seksårig begyndte han at lege med IT-udstyret. Larry Page stiftede Google sammen med vennen og studiekammeraten Sergey Brin i 1998. De to styrede selv virksomheden frem til 2001, hvor de hyrede Eric Schmidt som formand og CEO. I april 2011 overtog Larry Page så selv CEO-stolen, men nøjes ligesom sin medstifter med bare en enkelt dollar i årlig kompensation.

Larry Page har interesser langt uden for Google og har bla. investeret i elbilen Tesla. Han har også investeret i vedvarende energi sammen med Google.org, Googles afdeling for filantropi.

Burning Man

Page vækker ofte opsigt, fordi han tænker langt ud af boksen. Han har bl.a. gjort sig til talsmand for at etablere en techversion af hippie-kunstner-festivalen Burning Man. For nylig chokerede han ved at give udtryk for, at både sociale værdier og lovgivning forandrer sig alt for langsomt til at følge med de teknologiske fremskridt. Derfor savner Page rum for eksperimenter og foreslår, at en lille del af verden »hegnes af« fra det almindelige samfund og fungerer som eksperimentarium.

»Der er mange, mange fantastiske ting, vi kan gøre, men som vi ikke gør, fordi de er ulovlige. Et afsondret og sikkert rum kunne give teknologer og forskere mulighed for at afprøve nye opfindelsers effekt på samfundet uden at slippe dem ud i den virkelige verden,« mener Larry Page.

Sammen med andre Google-chefer har han deltaget i Burning Man-festivalen gennem flere år. Festivalen kan beskrives som et midlertidigt samfund baseret på radikal selvrealisering – herunder brug af stoffer – i Black Rock Desert i Nevada. »Hvis Larry Ellison (stifter af IT-giganten Oracle, red.) kan købe en ø, så kan Google også. Virksomheden kan skabe G-land eller country of Google, bygge deres egen infrastruktur og gøre lige, som det passer dem,« lød en kommentar på de sociale medier. »Hvad stopper dem egentlig?« Larry Page har endnu ikke svaret på det interessante spørgsmålet.

Privatlivet

Larry Page giftede sig i 2007 med forskeren Lucinda Southworth på Virgin Air-stifteren Richard Bransons caribiske ø, Necker Island. Hustruen er søster til skuespiller og model Carrie Southworth. Sammen har parret en dreng på fire år. Larry Page dannede tidligere par med en af Googles tidligere ledere, Marissa Mayer, som i 2012 blev CEO i konkurrenten Yahoo!.