Når stoleunderlaget ikke bare er et stoleunderlag

Læs mere
Fold sammen
Et stoleunderlag?

Det er vel bare en plastplade under kontorstolen.

Sådan vil de fleste nok ræsonnere, hvis man da ellers overhovedet skulle komme til at tænke på dette, normalt anonyme, produkt til kontoret.

Besøger man virksomheden Imexpo Nordic i landsbyen Gadstrup ved Roskilde, kan man imidlertid hurtigt komme på andre tanker.

Virksomheden har siden 1991 levet af at markedsføre stoleunderlag og måtter, og her er stoleunderlag, om ikke en videnskab, så i hvert fald et produkt, som der på fuld kraft produktudvikles indenfor.

Mange hensyn

Igen må der være plads til skepsis, for hvordan produktudvikle en firkantet plade i plast? Salgs- og marketingchef Elisabeth Nielsen kommer ikke med et eller to svar. Hun kommer med en lang, lang række.

- Der er uendeligt mange hensyn at tage, når man skal vælge stoleunderlag. Det gælder selve gulvbelægningen, det gælder det rent æstetiske og det gælder det komfortmæssige, og så kan stoleunderlagene altså faktisk også bruges i reklameøjemed, forklarer hun.

Omkring gulvbelægningen er der grundlæggende to varianter. Hvis der er tale om et hårdt gulv, f.eks. trægulv, vælges et plant stoleunderlag, som beskytter gulvet. Er der derimod tæpper vælges en model med pigge på undersiden, som holder underlaget på plads.

Ser man så på det æstetiske kan stoleunderlagene fremstilles i mange forskellige former, rektangulære som kvadratiske, runde som ovale etc. Hertil kommer muligheden for at præge billeder i stoleunderlaget. Imexpo Nordic har bl.a. solgt underlag, der ligner metalplader med mønster. Ønsker man at sidde på en sandstrand, er også dét en mulighed. Endelig er der den løsning, at en virksomhed får printet logo eller andre budskaber på underlaget. Mest overraskende er det måske, at stoleunderlaget på det funktionelle område også har gennemgået en kolossal udvikling gennem de senere år.

CombiMatImexpo Nordic har bla. udviklet kontorstoleunderlaget CombiMat specielt til hæve/sænkeborde. Systemet består af en affjedrende måtte, hvorpå der er placeret et skriveunderlag.

Det fjedrende underlag er, ifølge Elisabeth Nielsen, blevet en af virksomhedens store sællerter. Udviklingen af systemet er direkte affødt af de nye gener, der opståer, hvis medarbejdere ved hæve/sænkeborde vælger at stå op gennem længere tid.

- Det har jo vist sig, at man kan få problemer med blodcirkulationen i fødder og ben, hvis man står op i mange timer samme sted. Med det affjedrende underlag kompenseres der i vid udstrækning for disse problemer, forklarer hun.

En anden funktionel nyskabelse hedder intet mindre end Feel Good. Det er et underlag, som ikke alene beskytter gulvet, men som også er udstyret med felter, der automatisk masserer fødderne.

Blot man bevæger fødderne frem og tilbage på et særligt massagefelt, vil en række specielt udformede knopper massere og stimulere føddernes følsomme punkter.

Ifølge Elisabeth Nielsen har Feel Good en tendens til at modvirke træthed og stress.

Underlaget findes i flere forskellige varianter, hvoraf nogle af flere massagefelter.

Store forskelleDer er i øvrigt stor forskel på, fra land til land, hvor stor opmærksomhed, der ofres på et perifært produkt som stoleunderlaget. I de nordiske lande går tendensen, ifølge Imexpo Nordic, tydeligt i retning af, at kunderne godt vil ofre lidt ekstra på en bedre kvalitet. Den går slet ikke i Tyskland, hvor det danske selskab har sit eget firma. Her foregår salget ikke fra kontorindretningsfirmaer, men via katalogsalg. Det betyder, at tyskerne i langt højere grad foretrækker tyndere og billigere stoleunderlag.

- Vi foretrækker selvfølgelig at sælge de bedre kvaliteter, men må erkende, at markedsvilkårene er forskellige fra land til land.

- De tynde og billige underlag, som vi også har oplevet herhjemme, bliver ofte hurtigt bløde og knækker, hvorefter man sidder fast. Pænt er det ikke, og det er bestemt heller ikke rart, fastslår Elisabeth Nielsen.

Virksomheden blev grundlagt af Tom Skødt Nielsen i Roskilde i 1991. Forretningsområdet er udvikling og salg af måtte og stoleunderlag. Virksomheden får sine råvarer hjem i form af plader, som herefter viderebearbejdes. Stoleunderlagene afsættes via kontorindretningsfirmaer herhjemme. I dag er der ti medarbejdere i Imexpo Nordic. Virksomheden har desuden en selvstændig, tysk afdeling med fire medarbejdere.