Når de store penge går til scenen

Musicals er en god forretning, som er mere global og stjernebestrøet end nogensinde. Men det er også en tombola med mange nitter.

Hugh Panaro & Sierra Boggess during the Phantom of the Opera - 25 Years on Broadway Gala Performance Curtain Call Celebration at the Majestic Theatre in New York City on 26/01/2013 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Mel Brooks’ film »Forår for Hitler« lægger to mænd en snedig plan om at tjene en formue på at producere en fiasko på Broadway. De skaffer flere penge, end de strengt taget behøver, ved at sælge alle aktierne i produktionen flere gange. Og så forsøger de at stable det værste show nogensinde på benene: »Forår for Hitler« er en munter affære med Adolf og Eva i Berchtesgaden.

De regner fortrøstningsfuldt med, at stykket vil lukke efter en enkelt aften, og så kan de stikke af med de overskydende penge, idet ingen af investorerne vil kræve en andel af et ikke-eksisterende overskud. Men til deres rædsel må de konstatere, at publikum elsker stykket.

Risikabel affære i virkeligheden

Musicals er også en risikabel affære i virkelighedens verden. Så da storproduceren David Geffen henvendte sig til Mel Brooks med henblik på at omskabe hans film til en musical, var Brooks ikke umiddelbart lun på tanken.

David Geffen forsøgte at overbevise ham om, at det var risikoen værd: Han havde selv tjent flere penge på musicalen »Cats« end på nogen af de film, han havde produceret gennem tiderne. Det var med til at overbevise Mel Brooks, siger hans advokat, Alan Schwartz. De overførte »Forår for Hitler« til Broadway, og Mel Brooks tjente en formue.

Men Brooks’ oprindelige skepsis var nu ikke helt ved siden af skiven, for musicals er en risikabel branche: Kun én ud af ti tjener rent faktisk penge, og to ud af ti taber alt. Til gengæld er succeserne astronomiske i tal: »Cats« tjente formodentlig i omegnen af 3.500 procent hjem i overskud til investorerne. Og siden debuten i London for 27 år siden har »Phantom of the Opera« af Andrew Lloyd Webber tjent sådan cirka 28,4 milliarder kroner ind – mere end nogen film eller TV-serie.

Musical som genre havde sin første opblomstring i 1940erne, da Rodgers og Hammerstein skrev »South Pacific« og »Oklahoma!« I 1980erne opfandt Lloyd Webber sammen med sin landsmand Cameron Mackintosh »megamusicalen« med store budgetter – eksempler er »Phantom« og Mackintoshs »Les Misérables.« Og i disse år synes en tredje bølge på vej med nye shows, nye markeder og ny interesse i de gamle slagnumre.

Pengene tjenes på landevejen

I modsætning til film kan musicals køre i årevis på scenen. »Løvernes Konge«, som er baseret på en Disney-film, har brølet på Broadway siden 1997. Og teatrene kan tillade sig at tage sig godt betalt for det store, farverige spektakel, en musical er: En billet til »Mormons Bog« kan koste 2.700 kroner plus det løse, og mere endnu hvis den købes hos en billethaj.

I USA alene vil branchen formodentlig indtjene godt ti milliarder kroner i år, men det meste af dette beløb kommer fra tourneer uden for Broadway.

Når først en musical er blevet klassificeret som et hit, kan producenterne tage den på landevejen.

»Bortset fra de store uger i ferierne er det svært at tjene mere end ti millioner kroner pr. uge på et stort show på Broadway,« siger John Gore, der er chef for producentselskabet Key Brand Entertainment. »Men på tourneer kan man have ti millioner kroners uger hele året rundt.«

Musicals har længe tourneret i de engelsk-talende lande, Japan og Europa. I Tyskland, hvor genren tjente 3,4 milliarder kroner i 2011, ser næsten en tiendedel af befolkningen en musical hvert år. Det er dermed det tredjestørste marked efter USA og Storbritannien.

Vestlige musicals breder sig til Sydkorea, Brasilien, Rusland og andre nye markeder. Kina og Indien, som begge er i færd med at bygge store teatre, kan meget vel blive lukrative markeder i løbet af fem års tid.

De vestlige musicals spilles enten på engelsk med undertekster, eller de sættes op på det lokale sprog. Det hjælper at have været et hit på Broadway, men det er ikke afgørende. Disneys »Tarzan«, en musical om den gæve fyr, der svinger sig i lianerne, styrtede til jorden i New York, men blev en stor succes i Tyskland.

Genkendelige navne ønskes

Men branchen er ikke kun sang og dans, fryd og gammen. Indtjeningsmarginalerne er ikke, som de var engang. Omkostningerne til teatrenes ansatte er steget – ikke mindst i det fagforeningsdominerede New York – og det samme er udgifterne til leje af teatre, kulisser og kostumer.

Den britiske producer David Ian vurderer, at det i dag er tre gange dyrere at stable en musical på benene end for tyve år siden.

»Da jeg lagde ud, kunne man forvente at hente sine penge hjem i løbet af 20-25 uger, hvis man fik et hit,« siger han. »Nu skal man som et minimum vente et år.«

Producenterne mister også en del af provenuet til mellemmænd.

»Hvis du gerne vil tjene penge på teateret, så skal du åbne et billetbureau,« fnyser en producent.

Og publikum forventer også mere og mere af produktionerne:

»Spider-Man: Turn Off the Dark« menes at have kostet 340 millioner kroner at producere, fordi skuespillerne flyver hen over scenen. Andre store musicals har imidlertid også måttet se deres budgetter kravle op ad skyskraberne. Det kostet nu anslået 55-85 millioner kroner at sætte en musical op på Broadway og knap tre millioner kroner pr. uge at holde den kørende.

Så producenter og investorer kræver genkendelige brands. Af de fire nominerede til en Tony for den bedste musical er to velkendte film (»A Christmas Story« og »Bring It On«), mens en tredje er en berømt børnebog, der også tidligere er blevet filmatiseret (»Matilda«). De såkaldte Juke Box- musicals, der væver en række populære sange sammen i en mere eller mindre holdbar handling, er også moderne. Kritikerne siger, at »Mormons Bog« var et usædvanligt hit, men forfatterne bag havde også TV-serien »South Park« på samvittigheden.

Stallone på de skrå brædder

Branchen var tidligere kendt for lidt forhutlede producenter, men er nu en mere strømlinet industri. Hollywood-studierne har gjort deres entré. Tidligere udliciterede studierne rettighederne til deres film, nu vælger de som oftest selv at stå som producent bag en satsning på scenen. Disney førte an i denne udvikling, og Universal Pictures ramte en guldåre med »Wicked«. I denne måned sætter Warner Brothers »Charlie og Chokoladefabrikken« op i Londons West End.

Der åbner også flere musicals i byer, som ikke har lange traditioner inden for genren, og disse sendes så videre til Broadway og West End, når de værste ujævnheder er blevet glattet ud.

Således åbnede en ny version af »Dreamgirls« med musik af The Supremes i Sydkorea og kom så til Broadway senere. Kinesiske producenter håber nu at kunne producere et kinesisk-sproget show, »Shanghai, Shanghai,« og siden sende det på tourné verden rundt.

Og det europæiske Stage Entertainment arbejdede sammen med Sylvester Stallone på at gøre boksefilmen »Rocky« til en musical. Den åbnede i Hamburg sidste år. Og næste år spiller »Rocky: The Musical« så på engelsk på Broadway.

Nu håber producenterne bare på, at publikum går tiden ud mod Rocky Balboa.

Oversættelse fra The Economist: Lars Rosenkvist