Mystik i historisk hvidvasksag: Afgørende dokumenter er forsvundet hos Danske Bank

Landsretten har pålagt Danske Bank at udlevere væsentligt materiale om bankens rekordstore hvidvasksag til vrede sagsøgere. Men banken kan pludselig ikke finde notater og rapporter, som ellers er omtalt i bankens egen undersøgelse af sagen. Eksperter undrer sig.

Danske Banks daværende direktør Thomas Borgen fratrådte sin stilling i 2018 på grund af hvidvasksagen. Noget af det materiale, der nu ikke kan identificeres, omhandler korrespondance til og fra ham. Asger Ladefoged (arkiv)

Centralt materiale om en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler er tilsyneladende sporløst forsvundet.

Danske Bank fik sidste år rekordstore bøder i USA og Danmark for bankens årelange hvidvaskskandale, som Berlingske har kunnet afdække siden 2017. Sideløbende er banken stævnet af investorer, der kræver erstatning for den kraftigt faldende aktiekurs som følge af sagen.