Myndigheder vil reformere valutahandel

Foto: Christian Als

Der skal skabes en global platform, som skal centralisere valutahandel og matche køb og salg, samtidig med at banker skal underlægges strengere kontrol. Sådan lyder to ud af 15 reformforslag fra The Financial Stability Board, FSB, der har til formål at overvåge det globale finansielle system og inkluderer medlemmer fra alle G20-lande. Ændringerne skal mindske bankernes rolle på valutamarkedet og ændre markant ved det skandaleramte marked. Det skriver Financial Times.

- Det er et temmelig radikalt skridt. En maksimal implementering vil efterlade meget lidt råderum for bankerne, siger Sassan Danesh, der er partner i konsulentfirmaet Etrading Software, til Financial Times.

FSB har alternativt foreslået en udvidelse af det 60-sekunders vindue hvor WM/Reuters London-benchmark fastsættes, for at gøre benchmarket mindre følsom overfor manipulation. Samtidig anbefaler FSB en vurdering af behovet for alternative benchmark-beregninger, og at benchmark fastsættes på baggrund af data fra en bredere vifte af kilder.

/ritzau/FINANS