Mors Dag gav rekordsalg på nettet hos Interflora

ARKIVFOTO. Mors dag er den absolut største dag på året for blomsterhandlere, siger Interflora-direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Dueholm

54.000 buketter blev solgt online på blomsterhjemmesiden Interflora inden kl. 13 på Mors Dag søndag, hvilket er en stigning fra Mors Dag sidste år på 32 pct.

Det skriver Dagbladet Børsen.

»Vi har ikke haft et bedre salg, siden vi startede i 1925. Det er exceptionelt højt,« siger Interfloras topchef, Søren Flemming Larsen, til Børsen.

Hos selskabet er salget steget med 10 pct. fra 2017 til 2018 og i dag sammenarbejder leveringssitet med 314 blomsterbutikker.

»Vores site har fungeret supergodt i år, og vi tror på, at vores "husk hinanden"-kampagne har haft en god effekt og appellerer til danskerne. Vi har desuden lagt et langt større markedsføringstryk i år,« siger topchefen til Børsen.

Desuden har Interflora introduceret billigere buketter fra 199-229 kr., som giver de unge og de studerende muligheden for at kunne fejre mødrene. Det har ifølge topchefen utvivlsomt også bidraget til det flotte salg.

Hos Interflora er forventningerne til den kommende Fars Dag den 5. juni dog ikke lige så høje - på Mors Dag ses der en omsætning på ti gange så meget som på Fars Dag - og i år falder fædrenes dag ovenikøbet samtidig med Folketingsvalget.

/ritzau/FINANS