På seks år har 58-årige Pernille Larsen med hjælp fra sin datter Caroline Larsen etableret sig som Danmarks næstmest populære strikdesignere med 293.000 følgere på Instagram. De har skabt den lukrative virksomhed, Knitting for Olive, der sælger bæredygtigt garn, og åbnet butikker på Frederiksberg og i Frederikshavn.
Udefra vil man betegne virksomheden, der ud over Pernille og Caroline Larsen har tre fuldtidsansatte og tre-fire deltidsansatte, som en mindre familievirksomhed. I den danske – og internationale – strikkebranche er virksomheden imidlertid en af de mest succesfulde med masser af vækstpotentiale.