Monopol- transformeren

Poul Lind blev headhuntet til stillingen som direktør for NESA på grund af rige erfaringer i at transformere en tung monopol-virksomhed til en smidig og markedsdygtig nøglespiller.

Profil

Der er noget passende i, at NESAs direktør Poul Lind befinder sig i Schweiz på toppen af et bjerg i færd med at hjælpe sit tre-årige barn med at lære at stå på ski, mens rygterne sprutter om en fusion mellem NESA og det statsejede naturgasselskab, DONG.

Det er nemlig i det land, Poul Lind har fået de erfaringer og den kompetence, som har placeret ham i direktørstolen hos landets største el-selskab og gjort ham til den absolutte førerskikkelse i den transformation, firmaet i øjeblikket er ved at gennemgå. En udvikling, der på få år skal gøre en relativt beskyttet virksomhed til en kampdygtig og smidig virksomhed, når el-markedet i 2003 sættes fri.

»Da jeg sagde ja til stillingen hos NESA, var det et ja til en omstillingsproces fra monopolvirksomhed til en moderne virksomhed i fuld konkurrence. Det var hele virksomhedens indre logik, som skulle ændres, kulturen og forretningssystemet,« forklarer Poul Lind, der blev headhuntet til jobbet ikke mindst på grund af tre års erfaringer som del af koncernledelsen i virksomheden Landis & Gyr i Schweiz.

»Jeg har prøvet det før i Schweiz, hvor jeg skulle ændre en monopolvirksomhed til at være markedsorienteret. Det var utrolig hårdt, men også meget værdifuldt. Hvis det kunne lade sig gøre i Schweiz, som er meget konservativt, kan det også lade sig gøre i NESA,« siger han.

Den 50-årige direktør har faktisk altid været i den elektroniske branche, siden han i 1976 blev svagstrømsingeniør. I store træk har karrieren været delt nogenlunde ligeligt mellem forskellige virkomheder indenfor GN Store Nord og Landis & Gyr, før han i 1999 skiftede til NESA.

»Jeg trives bedst i en sektor, som jeg har kendskab til. Verden er så omskiftelig, at du skal bruge din viden og intuition. Det går for hurtigt til, at man kan følge med, hvis man ikke har brancheindsigt,« som han selv forklarer.

Skønt rygterne om en DONG-overtagelse stadig kun befinder sig på interesseplanet, lægger den administrerende direktør ikke skjul på, at det passer fint ind i hans langsigtede planer. »Der er en stor synergi mellem el og gas på den kundevendte side. Man kunne opstå som en stærk partner, med tæt på en mio. kunder, og det er det tal, som hele tiden har været koncernstrategiens basis for at drive en rentabel forretning,« siger Poul Lind.