Moderna venter over 100 milliarder i kassen fra vacciner i 2021

Moderna forventer at levere 700 millioner vaccinedoser på globalt plan i år, men håber at nå én milliard.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Moderna var den anden virksomhed, som fik taget en vaccine i brug i både Europa og USA.

Det ventes at blive en særdeles indbringende affære for det amerikanske selskab.

I år venter Moderna et salg på 18,4 milliarder dollar fra sin coronavaccine. Det svarer til 113 milliarder kroner.

Moderna har ikke opstillet forventninger til, hvor mange penge selskabet forventer at tjene i 2021.

Det viser selskabets regnskab for 2020, der er offentliggjort torsdag.

Moderna forventer at levere 700 millioner doser i år, men arbejder på at få tallet op på 1000 millioner doser.

Lækkede papirer har tidligere vist, at Moderna-vaccinen er den dyreste blandt de seks selskaber, som EU har købt vacciner hos.

Moderna var den anden vaccine mod coronavirus, som man tog i brug i Danmark.

Men vaccinen spiller en mindre rolle i at få vaccineret hele befolkningen i Danmark, da det amerikanske selskab ikke kommer til at levere doser i samme omfang som flere af de øvrige selskaber.

Det er især leverancer fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca og Johnson & Johnson, som skal sikre, at det bliver muligt at nå målet om 27. juni at have vaccineret alle i Danmark.

Moderna er et relativt nystiftet selskab, der kun har knap 11 år på bagen og indtil for nylig ikke haft nogen nævneværdig omsætning.

Coronavaccinen er det første Moderna-produkt, som er blevet godkendt.

Den blev godkendt i slutningen af 2020 og nåede kun at give indtægter på 1,2 milliarder kroner sidste år.

Moderna har aldrig haft overskud og har i sin korte levetid haft et samlet underskud på 13,5 milliarder kroner.

Det er typisk for biotekselskaber, der har mange udgifter til at udvikle medicin, som så bliver tjent hjem, hvis medicinen på et tidspunkt kommer på markedet.

Ud over coronavacciner er Moderna i gang med at udvikle en række andre vacciner.

Det gælder blandt andet vacciner mod zikavirus, hiv, cytomegalovirus og luftvejsvirusset RSV.

Moderna er børsnoteret i USA, og udviklingen af coronavaccinen har sendt selskabets aktie på himmelflugt.

Aktien er steget fra kurs 19 dollar i starten af 2020 til 145 dollar. Selskabet har en markedsværdi på 350 milliarder kroner.

/ritzau/