Mobilmarked mere voksent

Teleselskaberne inden for mobiltelefoni er blevet bedre til at tage sig af kunderne, viser undersøgelse - markedet er blevet mere modent.

Den kraftige vækst på markedet for mobiltelefoni de senere år er ved at stilne af. Det giver teleselskaberne mulighed for at sætte mere fokus på kvalitet. Resultatet er mere tilfredse kunder, viser ny undersøgelse.

Igennem de seneste tre år er antallet af kundeklager faldet. I år kulminerer udviklingen med det laveste antal klager og den hidtil største tilfredshed blandt privatkunderne. Disse resultater fremgår af Dansk Kundeindex på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, hvor man hvert år måler tilfredshed hos blandt andet mobilkunder.

Ifølge målingen kan en kunde nu "nøjes" med to-et-halvt opkald, før problemet bliver løst, hvor man i 2004 i gennemsnit måtte igennem tre-et-halvt opkald.

- Selskaberne er blevet bedre til at håndtere klagerne, og servicen over for klageren er forbedret. Man kan sige, at mobilmarkedet er blevet mere modent, og derfor er blevet bedre til at håndtere problemer, siger lektor Jacob Eskildsen, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

/ritzau/