Minkavlerne mangler smør på brødet – regeringen skylder milliarder alene for aflivning

Erstatning for syge mink kontra pelsning af raske skaber store indkomstforskelle i minkerhvervet, advarer minkavlerformand. »Der skal snart komme noget,« siger han. »Uanstændig behandling af avlerne,« lyder det fra konservativ ordfører.

De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, er forarget over, at kriseramte minkavlere har lange udsigter til at få erstatning for deres aflivede dyr. Alene erstatning for aflivede mink nærmer sig de to mia. kr. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De hundredvis af minkavlere, som har aflivet millioner af mink, der er destrueret eller bortskaffet i massegrave, venter stadig på erstatning for deres dyr. Nu mangler avlerne penge til dagen og vejen.

»Der skal komme noget. Normalt, når vi sender skind ind, har man kunnet få et forskud fra auktionshuset, så der skal komme en mellemfinansiering til avlerne, inden ekspropriationen er på plads,« siger Tage Pedersen, som er formand for Danske Minkavlere.