Minister opfordrede DSB-top til at blive

Trafikministeren og DSB-medarbejderne enige om, at bestyrelsen burde fortsætte sit arbejde.

Det var en utvetydig opfordring fra trafikminister Flemming Hansen (K) og en tillidserklæring fra DSBs medarbejdere, der fik DSBs bestyrelse til at fortsætte.

På et pressemøde mandag eftermiddag i Trafikministeriet efter et møde mellem DSB's bestyrelsesformand, Knud Heinesen, næstformand Steen Gede og trafikminister Flemming Hansen (K) forklarede Heinesen, at der intet kritisabelt var i, at Trafikministeriet havde valgt at se bort fra DSB, selv om statsbanerne var markant billigere end engelske Arriva, der vandt udbuddet om jernbaneruterne i Vestjylland.

- Men når vi får at vide, at det ikke var godt nok, at vi ikke var professionelle nok til at afgive et konditionsmæssigt tilbud, så bør vi stoppe op og stille mandaterne til rådighed og spørge ministeren, om han synes, vi kan fortsætte, eller om der skal nye kræfter til. Ministeren har i dag tilkendegivet, at der ikke ligger nogen mistillidserklæring eller desavouering af bestyrelsen til grund for forløbet i sagen, sagde Knud Heinesen.

- Det har for mig været af afgørende betydning, at også de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har givet udtryk for tillid til ledelsen af den nuværende bestyrelse og har opfordret os til at blive, forklarede han.

Tidligere på dagen meddelte DSB's administrerende direktør, Henrik Hassenkam, at han ikke ønsker at fortsætte på posten. Til dette sagde Knud Heinesen: - Gennem de otte år, Henrik Hassenkam har været direktør, har DSB gennemgået en imponerende udvikling. Vi har fået styr på økonomien, der er blevet rationaliseret og effektiviseret i et betragteligt omfang, og der er også sket forbedringer for togkunderne. Vi er taknemmelige for indsatsen fra Henrik Hassenkam.

Ritzau